Broager Skole roses for godt arbejdsmiljø
Arbejdsmiljøet på Broager Skole er i særklasse, mener Arbejdsmiljørådet
Mange skoler har problemer med arbejdsmiljøet i kølvandet på folkeskolereformen.
Men på Broager Skole trives medarbejderne så meget, at skolen nu er nomineret til ArbejdsmiljøPrisen 2016.
På Broager Skole har ledelsen og medarbejderne skabt en helt særlig kultur. Her skelner man mellem givne, udefrakommende vilkår og de arbejdsforhold, som man har indflydelse på og kan påvirke.
Derigennem får skolens lærere reel indflydelse på deres eget arbejde – både i forhold til organisation og indhold. Og skolens fokus på at skabe godt arbejdsmiljø ser ud til at have afgørende effekt på skolens kerneopgave: at sikre læring hos skolens elever. Eleverne på Broager Skole har gennem de seneste tre år haft stigende afgangskarakterer. Det placerer nu skolen som nummer 30 på landsplan.
"Vi har skabt en skole, hvor det er lykkedes os at udvikle et miljø præget af dialog. Vi er gode til at parkere udefrakommende forstyrrelser som "vilkår" og fastholde en stor grad af autonomi hos medarbejderne gennem et positivt og udviklende fokus på de handlemuligheder, som vi har," siger skoleleder Claus Brink Christensen fra Broager skole.
Kulturen på skolen er resultatet af et langvarigt målrettet og strategisk arbejde på at fastholde og udvikle et godt arbejdsmiljø på skolen. Kernen i dette arbejde handler i høj grad om støtte og opbakning – både fra ledelsen og kolleger imellem. Blandt andet peger medarbejderne på, at det er afgørende for skolens arbejdsmiljø, at ledelsen aktivt støtter og bakker op – både når det handler om at gribe gode ideer, men særligt også medarbejderne møder udfordringer og vanskelige situationer.
"På Broager Skole har man formået at skabe et ejerskab til det gode arbejdsmiljø, mens skolen har været igennem en stor forandringsproces. For mig er der ingen tvivl om, at skolens succes bunder i det velfungerende samarbejde i trioen i arbejdsmiljøgruppen, samt i den vedvarende dialog og det aktive samarbejde mellem ledelsen og medarbejderne. På Broager Skole har man grebet udfordringerne an på en måde, som kan være til stor inspiration for andre arbejdspladser, der står over for store forandringsprocesser," siger Lisbeth Lollike, formand for Arbejdsmiljørådet.