Traditionerne tro...
I år er det 35. gang, borgmesteren sammen med en flok af skolernes yngste elever finder det juletræ, der skal pryde Akseltorv i julemåneden. Det var daværende borgmester Bent Rasmussen, som i 1982 startede traditionen. Den allerførste gang var det elever fra Bakkeskolen, som tog på juletræ-jagt med borgmesteren. Traditionen startede egentlig som en tegnekonkurrence, hvor den klasse, der havde lavet den bedste juletegning, vandt retten til at udvælge træet til Akseltorv. Efter nogle år begyndte det dog at gå på skift mellem Koldings skoler.
Kun én enkelt gang har børnene ikke haft selskab af borgmesteren. Det var i 2006, da 0. klasse fra Bakkeskolen fik selskab af viceborgmester Jørgen Jessen, da borgmester Per Bødker Andersen var sygemeldt med en dårlig fod.
Det store juletræ på Akseltorv har været en tradition siden starten af 1920'erne. Det var byens første officielle julemand Hans Ludvig Hansen, som i 1921 tog initiativet til at etablere en juletræskomité.
Det står lidt hen i det uvisse, om juletræet allerede stod på Akseltorv for første gang i 1921, men i et avisudklip fra Kolding Dagblad fra 2. december 1923 står der: "Præcis Kl. 5 straalede pludselig hele Træet i en mægtig Feglans, og der lød et begejstret "Næh--" ud over Torvet.
Årets juletræ på Akseltorv er cirka 14 meter højt, og som sædvanligt er det en nordmannsgran.
De tidligst kendte juletræer er fra 1500-tallets Tyskland. Det første juletræ i det, der hed den danske helstat kan dateres tilbage til 1796, da juletræet blev tændt på godset Wandsbeck i Holsten. Det første juletræ på Sjælland blev tændt i 1808.
Det første juletræ i Jylland blev tændt i - ja, Kolding såmænd. Det skete i 1822, og historien lyder således: I Rendebanen 15 boede lærer og kordegn Peder Jürgensen. Han havde intet mindre end 10 børn, og tre af hans store drenge studerede alle i København. Året forinden, i 1821, havde de tre drenge fejret jul hos en tysk-jødisk familie, hvor de første gang havde oplevet juletræet. På vejen hjem til Kolding i julen 1822 talte de om, hvordan de kunne overraske og glæde deres yngste søster. Beslutningen blev et rigtigt juletræ, som de bag låste døre pyntede lillejuleaften. Juleaften efter julemiddagen slog brødrene døren op til det tændte juletræ. Naturligvis til stor overraskelse og glæde for familien. Historien går i øvrigt på, at træet strålede så klart, at folk omkring først troede, at der var ild løs, men da det gik op for dem, at det var et strålende træ, stod de med flade næser mod familien Jürgensens ruder hele aftenen. Siden den aften har juletræet så vidt vides været en fast bestanddel af en vaskeægte Kolding-jul.