Fortsæt til indhold

Jul i missionshuset med boder og kor

Arkiv
Arkiv

Der bliver rig lejlighed til at opleve Koldings nye missionshus fra indersiden, når Indre Mission inviterer til julemarked lørdag 26. november kl. 10.30-13.30 i Missionshuset Bethel på Tøndervej 5.

Hele huset vil summe af hygge og julestemning, lover Mette Christensen fra udvalget bag arrangementet i en pressemeddelelse.

“Jeg er mest spændt på strikkeboden, hvor vi har masser af hjemmestrikkede karklude. De er superpopulære for tiden. Og så kan man selvfølgelig købe både adventskranse og kalenderlysdekorationer, så man er på forkant med julemåneden,” siger hun.
Børnekoret 'Cool Kids' fra Kristkirken åbner markedet, og derefter er der åbent i boder med alt fra hjemmelavet marmelade til julepynt og genbrugsguld. Og man kan prøve lykken i det amerikanske lotteri og tombolaer. Der er mulighed for at købe frokost og kaffe med kage.

Overskuddet fra dagen går til at dække udgifter i forbindelse med byggeriet af missionshuset. jesl