Fortsæt til indhold

12-talspigerne og produktionsskolerne

Produktionsskolerne ser flere stressede 12-talspiger, der har brug for en pause fra studiet.

Arkiv
Af Emma Biørn Fish

Det er ikke let at være ung i dag, hvor der stilles store krav til de unges faglige kunnen, sociale væremåde og udseende, hvorfor flere af de såkaldte 12-talspiger, altså piger, der er fagligt stærke og som kæmpe for høje karakterer, ikke længere magter presset ved at skulle tage en ungdomsuddannelse - det kunne Produktionsskolen Gøglerskolen i Aarhus i sidste uge berette til TV2 Østjylland. De oplever nemlig, som mange andre produktionsskoler i Østjylland, en helt ny elevgruppe i form af 12-talspigerne, der altså er fagligt stærke, men psykisk sårbare.

“Der kommer rigtig mange af dem, som har det rigtig svært med sig selv. Det er et udtryk for, at der er en præstationskultur, der er blevet det nye normale. Vi ser mange med depression, angst og sågar unge, der er selvmordstruede,” siger mentor Anni Stjerne, der som konsekvens af tilstrømningen af 12-tals piger er ansat til at tage hånd om gruppen, til Tv2 Østjylland.

I Kolding er tendensen ikke helt så tydeligt, men der er bestemt tydelige fællesnævnere.

“Vi ser dem fra tid til anden, eleverne, der dropper ud af gymnasierne eller erhvervsuddannelserne trods gode karakterer. De kommer fra alle årgangene, selv fra 3.g, fordi de simpelthen har brug for en pause,” fortæller Bjarne Bonvang, forstander på Produktionsskolen i Kolding.

Et pusterum for alle

Hos produktionsskolen i Kolding bestræber de sig på at være et pusterum for alle slags elever, men samtidig sørger de for, at eleverne kommer videre i forløbet efterfølgende.

“Der er et stort pres på ungdommen i dag, ikke bare fra uddannelsessystemet, men hele vejen rundt. De skal tidligt træffe store valg, samtidig med at de får blæst samfundets forventninger til deres udseende og ageren i hovedet - de unge vil jo gerne være perfekte, for det er det, de tror er normalt. Så jeg kan godt forstå, at de har brug for den ro, som vi sørger for at give dem,” forklarer Bjarne Bonvang.

Produktionsskolen er et praktisk uddannelsestilbud, baseret på værkstedsundervisning, hvor eleverne får lov til at afprøve forskellige fagområder uden et pensum eller lektier, og i sikre rammer.

“Vi kræver, at eleverne er engagerede, når de er her, men de skal ikke tænke over skolen, når de går hjem. Samtidig skaber eleverne hurtigt relationer til linjelærerne, fordi der er max 12 studerende per lærer,” fortæller Bjarne Bonvang.

Et positiv resultat

Udover at give de unge 12-talspiger et pusterum, betyder tilstrømningen af den nye elevgruppe noget særdeles positivt for Produktionsskolens andre elever.

“De har en anden form for faglighed, som vores eksisterende elever kan spejle sig i og lade sig inspirere af, så jeg synes, at de har en gensidig positiv effekt,” siger Bjarne Bonvang.

Produktionsskolen sørger desuden for, at de unge kommer videre, når forløbet hos dem er slut. “Vi får dem enten tilbage på en uddannelseslinje hos gymnasierne eller erhvervsskolerne, ellers hjælper vi dem med at få startet deres jobsøgning eller får dem i behandling, hvis det er det, der skal til. Ikke alle unge er klar til en ungdomsuddannelse, og det skal der være plads til,” slutter Bjarne Bonvang.

60 procent af eleverne fra Produktionsskolen i Kolding kommer videre med enten job eller uddannelse efter endt forløb.