De var leder for en dag
Elever fra Det Blå Gymnasium fik en forsmag på fremtiden
'Leder for en dag' er en todages begivenhed, hvor unge engagerede mennesker får muligheden for at følge en leder i en succesfuld dansk virksomhed i hovedstadsområdet. Bag dette projekt står Fonden For Entreprenørskab og JA Alumni Denmark.
Kristian Jonathan Wold og Jesper Juhl fra Det Blå Gymnasium Haderslev var blandt de lidt over 30 udvalgte aspiranter. Kristian fulgte en CTO i den mindre virksomhed WorldTrack A/S som leverer software omkring flådestyring samt tracking og navigation. Jesper fulgte markedsføringschefen for Kino.dk, der udbyder biografbilletter for diverse danske biografer. Her lærte de unge studerende utrolig meget omkring lederskab, struktur og fleksibilitet, og de har fået gode historier omkring forskellige måder at føre lederskab på. Af andre kendte virksomheder, som aspiranterne kunne følge en leder i var blandt andre Novo Nordisk, Yousee, Børsen, Falck, ASE og Carglass m.fl.
Arrangementet bød desuden på adskillige foredrag, hvor blandt andet ejeren af Too Good To Go fortalte om hans oplevelser med iværksætteri, lederskab og dét med at ofre alt for sine drømme. De unge aspiranter hørte også et foredrag omhandlende anvendelsen af det erhvervsorienteret sociale netværkssite Linked-In.
Leder for en dag har givet de to unge studerende fra Det Blå Gymnasium Haderslev utrolig gode erfaringer med til erhvervslivet, hvor de hver især har opnået meget viden omkring lederskab, salg, markedsføring og logistik. Dernæst har arrangementet forøget de to studerendes netværk betydeligt, både ift. ledere i erhvervslivet og selvfølgelig 30 andre utroligt engagerede unge mennesker med høje ambitioner.