Udvalgsformand vil undersøge bedre forhold til Hus Forbi-sælgere
Formand for Socialudvalget, Henrik Vallø, lover at undersøge, hvad der kan gøres for Hus Forbi-sælgere
André Børge Anette Knudsen er Hus Forbi-sælger i Esbjerg, og han savner, at man i byen gør noget for ham og hans kolleger samt generelt for kommunens hjemløse her i årets koldeste måneder.
“Når det er koldt udenfor, vil det være rart, hvis vi kunne have et sted at sidde i læ,” fortæller han og kommer samtidig med et forslag:
“Det kunne være små halvtage eller sådan nogle dobbelt hundehuse, hvor jeg kan sidde sammen med min hund.”
For nylig blev der på bænke sat nogle halvtage, der mindede om små shelters, op på Torvet i Esbjerg af den landsdækkende avis Hus Forbi, men de er ifølge André Børge Anette Knudsen blevet fjernet igen.
Her sad han ellers sammen med sin hund, når vejret var alt for slemt, og det hjalp ham til at komme i læ, når det regnede, samt give ham varmen tilbage.
Lover at kigge på løsninger
Henrik Vallø, der er løsgænger i byrådet samt formand for Social- og Arbejdsudvalget i Esbjerg Kommune kan sagtens forstå, at det ikke må være særlig rart for Hus Forbi-sælgere at stå hele dagen udenfor.
“Især ikke her i Esbjerg, hvor storm og blæsevejret jo får temperaturen til at føles to grader koldere, end hvad den egentlig er,” fortæller han.
Derfor er han parat til at kigge nærmere på, hvad der kan gøres for, at forholdene bliver bedre for kommunens Hus Forbi-sælgere.
“Jeg så godt, at der var blevet sat de her halvtage op. Og jeg tænkte da, at det var en god idé,” fortæller Henrik Vallø.
Han lover overfor Lokalavisen Esbjerg, at han nu vil gå i gang med at undersøge mulige løsninger til, hvad man kan gøre i Esbjerg Kommune.
“Det kunne være en idé med de her halvtage. Det vil i hvert fald være en løsning, der vil være forbundet med nogle meget få omkostninger, som jeg lige kan regne det ud,” fortæller udvalgsformanden og fortsætter:
”Det kunne også være andre løsninger. Jeg vil i hvert fald gå i gang med at undersøge behovet og se på, hvilke løsninger, der er de bedste.”