Jul i Geografisk Have
Geografisk Have indbyder børn og voksne til julerier som optakt til adventstiden i weekenderne 19.-10.november og 10.-11.december.
Under overskriften 'Jul i haven' arrangerer Geografisk Have en række aktiviteter, der skal lokke Koldingenserne en tur ud i havens stemningsfulde vinterlandskab.
Der bliver blandt andet julestue for børn, ponyridning, snobrødsbagning og nissejagt. Det oplyses fra pålidelig nissekilde, at der - til stor forargelse for nisserne - endda er præmier for nissefangst.
Geografisk Have er en oplagt ramme for julerier, siger Hans Jørn Anhøj, der er formand for Geografisk Haves Venner.
Sammen med andre af vennerne glæder han sig til rollen som sælger af juletræer og pyntegrønt, mens andre frivillige hygger om havens gæster med æbleskiver, glögg og andet godt til maven.
Gratis adgang til haven, men flere aktiviteter koster 10 – 20 kr. Program findes på http://geografiskhave.dk/jul-i-haven/ og på facebook.