Lokal hjælp til julemærkehjem
Salget af julemærker styrtdykker i kombination med, at vi sender færre og færre breve og julekort. En tendens, der især kan mærkes på landets Julemærkehjem, der kæmper for at skaffe de nødvendige midler for at hjælpe børn.
“Julemærkehjemmene gør en kanon indsats for masser af børn, og det skal de gerne kunne blive ved med. Derfor er det oplagt for os at støtte sagen med dette bidrag,” lyder det fra salgs- og produktionschef Palle Fjord Thomsen fra KVK Hydra Klov, der er en del af Granly Gruppen, med hovedsæde i Esbjerg.
Den støtte, som Palle Fjord omtaler, er en økonomisk donation, der er kommet ind i forbindelse med den store, internationale klovbeskærerkonference i Billund. Her blev der afviklet en stor auktion, hvor målet var klart. Der skulle samles penge ind, og de skulle gå til hjælp til børnene. Virksomheden har netop besøgt Julemærkehjemmet Fjordmark i Kollund og havde en stor check med. Beløbet lød på 67.164,17 kroner.
“Deltagerne havde forskellige genstande med til auktionen, og de to amerikanske auktionariusser fik virkelig folk til at byde. Det er dejligt, vi kan være med til at hjælpe børn, der har det svært,” siger Palle Fjord Thomsen.
Julemærkehjemmet Fjordmark har plads til 30 børn, og børn står i øjeblikket på venteliste i 14 måneder