Næste år slår Fredericia alle krydstogt-rekorder
Otte skibe - og 16.000 mennesker - lægger til i Fredericia næste år
2017 bliver Fredericias hidtil største krydstogt-år. Havneselskabet ADP har indgået aftale med rederier om otte anløb i løbet af næste år mod fire i år.
Skibene har godt 16.000 mennesker om bord - inklusive besætningen. Så selvom en stor del af gæsterne forventes at søge mod attraktioner uden for Fredericia, vil deres tilstedeværelse kunne ses i bybilledet og mærkes på omsætningen hos butikker og spisesteder.
ADP A/S, som ejer og driver Fredericia Havn, har siden 2012 arbejdet målrettet med udviklingen af Fredericia som Region Syddanmarks foretrukne krydstogtdestination. Det er sket i samarbejde med Fredericia Kommune og Visit Fredericia.
Hård konkurrence
Konkurrencen er hård, og en målrettet og vedholdende markedsføringsindsats er derfor nødvendig for at tiltrække de internationale krydstogtrederier.
”Væksten i anløb i 2017 vidner om, at vores målrettede indsats nu bærer frugt. Vi har strategisk fokus på at udvikle Fredericia som destination i tæt samarbejde med Fredericia Kommune og Visit Fredericia, og det tætte samarbejde bliver også yderligere styrket i det kommende år,” siger ADP-direktør Nils Skeby i en pressemeddelelse.
Borgmester Jacob Bjerregaard (S) er begejstret over udvikling.
”De mange krydstogt-anløb til Fredericia skaber værdi. Ikke bare for byen, men for hele Region Syddanmark. Med vores centrale beliggenhed, gode anløbsfaciliteter på havnen og ikke mindst Fredericias unikke historie er der et stort potentiale for yderligere vækst inden for krydstogt. Derfor har vi i Fredericia Byråd i budget 2017 valgt at investere i området og styrke vores turismesatsning,” siger han i pressemeddelelsen.
Krydstogtsæson 2017 skydes i gang den 24. maj med anløb af Prinsendam fra Holland America Line, der har 835 gæster om bord. I løbet af sæson 2017 anløber desuden tre store skibe fra et af verdens førende krydstogtrederier, Royal Caribbean, med op i mod 2.500 passagerer om bord ved hvert anløb.