Sjællandske elever besøgte Fredericia for at lære om ordets frihed
Skoletjenesten sætter fokus på pressefrihed anno 1945 og 2016
“Hvis I skriver noget, der fornærmer tyskerne, kan der ske to ting. I bedste fald sprænges avisens bygning i luften. I værste fald bliver I henrettet.”
Museumsformidler Rasmus Welling har alvor i både stemmen og blikket, mens han taler til 18 elever fra Ingrid Jespersens Gymnasieskole i København. De går i 9. klasse og er i Fredericia for at lære noget om besættelsen og om pressefrihed.
Eleverne deles op i tre grupper, der hver skal gennemføre et par interviews med personer fra besættelsens sidste tid.
Personerne spilles af ansatte fra museerne. Eleverne skal interviewe dem og skrive avis artikler med deres historie.
Nogle af eleverne skal skrive som en officiel, datidig avis under tysk censur. Andre skal skrive som et illegalt nyhedsbrev under besættelsen - med livet som indsats. Og de sidste skal skrive som en nutidig, neutral avis.
Eleverne er trætte efter en tidlig togtur fra København. Men de går alligevel til opgaven med interesse.
Realismen er vigtig
Rasmus Welling forlader eleverne på Lokalhistorisk Arkiv og tager i forvejen ind til bunkermuseet i Nørre Voldgade.
Her venter han på den første redaktion. Da de ankommer, er han ikke længere Rasmus Welling. Nu er han Holger Sørensen: En 19-årig modstandsmand, der i krigens sidste måneder blev taget af tyskerne og tortureret til at angive sine venner. Han overværede ni venners henrettelse og blev derefter selv benådet. Nu lever han med skammen som straf resten af livet.
Flora, Malthe og Marie ankommer som journalister fra en datidig, officiel avis under tysk censur.
De hilser på Holger Sørensen, som viser dem ned i bunkeren ved siden af legepladsen.
Eleverne gør store øjne, når han åbner de tunge ståldøre, som ret beset er fra tiden efter besættelsen. Omgivelserne er kolde og dystre, da de interviewer den stigmatiserede modstandsmand. Han er tydeligt berørt af situationen. Det bliver eleverne også lidt efter lidt.
“Der var nogle spørgsmål, vi var nødt til at lade være med at stille,” forklarer den lille redaktion bagefter.
Hvis de var uforsigtige, kunne de med spørgsmål og ordvalg bringe sig i konkflikt med besættelsesmagten.
God oplevelse
Både eleverne og lærerne fra den københavns skole var positivt overraskede over projektets realisme og kvalitet.
Her på siden kan du se eksempler på forskellen på, hvad den illegale, den censur-belagte og den nutidige redaktion kunne tillade sig.