Usædvanligt kampvalg i kirken
Et nyt menighedsråd er nu valgt i Aabenraa Sogn. 10 helt nye er valgt
Tirsdag i sidste uge blev der holdt menighedsrådsvalg i Danmark. Det var der dog ikke mange medlemmer af folkekirken, der mærkede meget til, for det var de færreste af landets i alt 1699 menighedsråd, hvor der var kamp om posterne.
Anderledes forholdt det sig dog i Aabenraa sogn, hvor 31 kandidater stillede op til de 15 pladser i menighedsrådet.
Til dette menighedsrådsvalg var der opstillet fire lister i Aabenraa. Også det er usædvanligt. Det normale er to eller tre lister, mens kun fire andre sogne - udover Aabenraa - stillede med fire lister og et enkelt sogn med seks lister.
Så der var noget på spil for listerne og kandidaterne ved sidste uges valg.
“Når der er kampvalg, så er det klart, at man brydes lidt på synspunkter. Men efter valget er det vigtigt, at det nye menighedsråd finder løsninger og samarbejder,” lyder det fra afgående menighedsrådsformand Jens Peder Poulsen.
Et af stridspunkterne er diskussionen om, hvor meget gospel, der skal være plads til i Aabenraa sogn, og en af listerne - Gospellisten - er netop udsprunget af, at nogle ønsker, at der skal være plads til endnu mere gospel i sognet.
“Jeg synes faktisk, at tonen har været meget hård denne gang,” lyder det fra Lisa Tröster, der genopstillede på listen for den tyske del af menigheden.
Stemmeprocenten blev en anelse højere ved dette valg i forhold til valget i 2012.
Den grundvigske liste fik ni medlemmer valgt, Gospellisten to, Nicolailisten tre medlemmer og den tyske del ét enkelt medlem.