Sydtrafik igen klar med julenatbusser
trafik Det er snart tid til julefrokosterne igen, og Sydtrafik tilbyder igen i år at stå for den sikre transport hjem fra festen.
Fra 25. november til 17. december indsætter Sydtrafik julenatbusser mellem alle de større byer i Syd- og Sønderjylland udover de almindelige natbusser.
Julenatbusserne kører generelt set mellem de større byer, men også til og fra oplandet.
Den nemmeste måde at finde liftet hjem er ved at bruge rejseplanen.dk. Men ellers finder man alle de specifikke køreplaner på sydtrafik.dk/køreplaner/natbusser.
Nattillæg på 22 kroner
Den billigste rejse hjem fra julefrokosten er på rejsekort. En billet købt hos chaufføren koster nemlig et nattillæg, som er en ekstra to-zoners billet. Derfor anbefaler Sydtrafik, at man får et rejsekort, hvis man ikke allerede har det.
”Det er også nemmere end at betale med kontanter. Særligt, hvis vi snakker ud på de små timer,” udtaler Jette Lauridsen, afdelingschef for Kunde og Marked i Sydtrafik. jesl