Flere flyver med Alsie
Alsie Express oplever stor fremgang i passagertallet
Der flyver flere passagerer med Alsie Express på ruten mellem Sønderborg og København.
Sammenlignet med samme periode sidste år, er der opnået en passagerfremgang på 13 procent i september og 9 procent i oktober i år.
”Vi er rigtig glade for, at kunne notere så stor fremgang i passagertallene. Det understreger den positive udvikling vi har set efter sommerferien," fortæller adm. direktør Lone Koch fra Alsie Express.
Tre årsager
Hun mener årsagen til den positive udvikling skal findes i tre initiativer, sat i værk netop for at tiltrække flere passagerer til ruten.
For det første har Sønderborg Lufthavn og Alsie Express samarbejdet om at øge kendskabet til Sønderborg Lufthavn og Alsie Express på det tyske marked.
Derudover har kunderne taget godt imod Alsie Express nye produkter til pendlere, virksomheder og udenrigsrejsende.
Og for det tredje har Sønderborg Lufthavn og København Lufthavns samarbejde om at øge kendskabet til de mange fordele, der er ved at benytte København som transitlufthavn på rejser ud i verden, også haft betydning for udviklingen.
"Jeg glæder mig over, at der er kommet mere fokus på indenrigsruternes betydning for sammenhængskraften i Danmark. Øget tilgængelighed er en væsentlig faktor for at erhvervslivet i Jylland kan udvikle sig globalt. Vi har i vores lokalområde store og stærke virksomheder der netop har et globalt udsyn," udtaler Lone Koch
Hun mener, det nu er tid til et politisk fokus på at udvikle og understøtte indenrigsluftfarten. Det skal gøres ved at skabe gode rammevilkår, der muliggør endnu bedre og mere effektive transportløsninger.