Danfoss er stadig i vækst
Omsætning og overskud stiger hos Danfoss
Både omsætning og overskud stiger hos Danfoss. Det viser tal fra koncernens kvartalsregnskab, der netop er offentliggjort.
Danfoss fortsatte den stærke udvikling fra første halvår ind i tredje kvartal. Efter de første ni måneder af 2016 landede omsætningen på 29,1 mia. kroner mod 28,7 mia. kroner i samme periode sidste år, hvilket svarer til en vækst på 4 % procent.
Den voksende omsætning kombineret med fortsatte forbedringer på driften trak indtjeningen (EBIT) op på 3,5 mia. kroner, hvilket er 10 % bedre end i samme periode sidste år.
I tredje kvartal købte Danfoss to virksomheder, Sondex Holding A/S og White Drive Products Inc. med en samlet årlig omsætning på ca. 1,6 mia. kroner, og som en del af koncernens digitaliseringsstrategi blev der åbnet et nyt digitalt udviklingscenter i Berlin.
”Vores målrettede arbejde med at løfte væksten, blandt andet gennem investeringer i innovation og vækstmarkeder, betyder, at vi øger vores markedsandele. Samtidig giver vores konstant høje cash flow og stærke indtjeningskraft mulighed for at styrke kerneforretningerne yderligere gennem opkøb og investeringer i nye digitale initiativer,” siger koncernchef og CEO Niels B. Christiansen i en pressemeddelelse.
Omsætningen vokser i Europa, der er Danfoss' største marked. Men også i Kina og på dele af det nordamerikanske marked er udviklingen positiv, ligesom der fortsat er tocifret vækst i Indien. Særligt Danfoss Cooling har haft markant fremgang i såvel omsætning som indtjening. Men også Danfoss Power Solutions og Danfoss Heating har leveret højere omsætning og indtjening, mens Danfoss Drives har været påvirket af et stagnerende marked som følge af afmatning i flere globale industrier.