Levende musik på Søndre Skole
Levende Musik i Skolen er et projekt, der giver elever mulighed for at stifte bekendtskab med forskellige musikgenrer. På Søndre Skole nyder de godt af projektet
Fredag 4. november var blandt andet 6.A og 8.A samlet til koncert med bandet Lilyphone.
Bandets lyd var ikke til at tage fejl af, da de spillede en koncert med inspiration fra deres road trip i USA og særligt Nashville. Indie/folk-genren var med garanti noget lidt andet, end eleverne er vant til at høre, og det frembragte da også en helt særlig ro i salen.
"Det gælder om, at vores elever skal vænne sig til at prøve at forstå noget andet, end det man lige er vant til. De skal jo koncentrere sig under koncerten og vise deres taknemmelighed for oplevelsen ved at klappe. Vi har haft alt fra a capella med Vokaloca fra X-factor, tango og country med Tamra Rosanes. Vi er rigtig glade for, at kunne give eleverne denne mulighed for at udvide deres horisont," fortæller klasselærer på Søndre Skole, Michael Perch.