Fortsæt til indhold

Stor uddannelsesmesse på Køge Handelsskole

UUV holdt uddannelsesmesse for elever og forældre fra Køge og Stevns kommuner

Arkiv
Arkiv

Byrådets skoleudvalgsformand Helle Poulsen bød forleden velkommen til en velbesøgt Uddannelsesmesse, som Ungdommens UddannelsesVejledning holdt på Køge Handelsskole. Helle Poulsen tog fat i, at det er vigtigt, at eleverne tager et bevidst valg og ikke bare flyder med strømmen.
”Der har været en tendens til, at mange tog en gymnasial uddannelse, som nogle aldrig rigtigt brugte til noget. Det er ærgerligt,” sagde Helle Poulsen og gjorde samtidig opmærksom på, at der er rigtigt meget brug for håndværkere, teknikere og fagligt uddannede i fremtiden.
Helle Poulsen tog således i sin velkomsttale fat i den nationale politiske målsætning, om at flere skal vælge en erhvervsuddannelse. I Køge Bugt er kurven knækket, således 20,7 procent nu vælger en erhvervsuddannelse direkte efter skolen. Det tal skal i 2020 op på 25 procent, og i 2025 er målet 30 procent.
Med de mange byggeprojekter af veje, togbane og udstykning på Campus Køge området fik de mange elever og forældre ved selvsyn et billede af behovet for fagligt uddannede på vej til Uddannelsesmessen, der rent praktisk gik gennem diverse byggeprojekter.
Helle Poulsen tog også fat i, at uddannelse ikke kun er noget der sker i de unge år. I dag lever vi i en verden i forandring, så man efteruddannelser sig eller tager en ny uddannelse på forskellige tidspunkter livet igennem.
"Det, der er på dagsordenen nu, er et valg for den nærmeste fremtid og de første skridt mod jeres professionelle liv," var budskabet fra Helle Poulsen, inden hun ønskede de mange elever og forældre en god fornøjelse med aftenen, hvor talrige ungdomsuddannelser bød sig til med netop deres tilbud efter skolen.
Vejleder Kristen R. Olsen fra UUV udtrykte stor tilfredshed med Uddannelsesmessen Tjek på Fremtiden, der igen i år viste stor interesse blandt elever og forældre for det kommende valg at ungdomsuddannelse. Messen var målrettet elever og forældre fra Køge og Stevns kommuner som i stor udstrækning havde taget imod tilbuddet, der viste den brede vifte af muligheder efter skolen.

Vejleder Lene Poulsen stod i UUV’s stand, hvor der kunne opsøges vejledning om de mange forskellige tilbud.
Politistationen i Køge var præsenteret med en velbesøgt stand, hvor jobbet som betjent efter en ungdomsuddannelse blev præsenteret.