DreistStorgaard opruster og ansætter nye medarbejdere
Fire nye medarbejdere er blevet ansat hos DreistStorgaard Advokater
Der er travlhed hos DreistStorgaard Advokater, og nye klienter finder vej, så derfor opruster virksomheden nu med fire nye medarbejdere.
Peter Niemann Thøgersen er pr. 1. december ansat som advokat og kommer med solid erfaring fra en stilling som Corporate Legal Counsel i Nordea Kredit Realkreditaktieselskab og fra en advokat-stilling i Bech-Bruuns M&A Corporate afdeling. 34-årige Peter Thøgersen har gennem sine tidligere stillinger opbygget en god forståelse for at have fokus på klientens kommercielle interesser.
Derudover har DreistStorgaard også ansat tre nye fuldmægtige, som allerede er godt i gang med de første sager. Det er Majken Louise Riishede, Mille Vedel Drews og Jonas Bro Madsen, som alle i større eller mindre grad er tilknyttet virksomhedens erhvervsrets-afdeling. Med tilkomsten af de tre nye fuldmægtige beskæftiger DreistStorgaard i dag fire fuldmægtige, da Jakob Schnack er halvvejs i sin fuldmægtigperiode. Jonas Bro Madsen er nyuddannet fra Københavns Universitet som cand.jur., mens både Majken Louise Riishede og Mille Vedel Drews kommer med et par års erfaring.