Sådan bidrager H. C. Andersen til Odenses udvikling
Mød op i festsalen på Odense Rådhus og hør mere om, hvordan H.C. Andersen spiller sammen med udviklingen i byen, når H.C. Andersen Fonden inviterer byens borgere til tre gratis tema-torsdage med fokus på arbejdet med det berømte bysbarn.
Det sker 17. november, 24. november og 1. december, alle dage kl. 17-18.30.
Stadsdirektør og formand for H.C. Andersen Fonden, Stefan Birkebjerg Andersen, byder velkommen til alle arrangementerne og introducerer aftenens tema.
Første møde 17. november har overskriften: “H.C. Andersen i Danmark og i verden”, og handler om eventyrdigteren som nationalt og internationalt brand samt det internationale turistarbejde og fokuserer også på H.C. Andersen for legebørn i hele verden.
Oplægsholdere er: Erik Laumand, reklamebureauet Nørgård Mikkelsen, Flemming Bruhn, Visit Denmark, Lone Weidemann, Odense Bys Museer, samt Jeanette Fich Jespersen, play institute manager hos Kompan.
Aftenens ordstyrer bliver museumschef Torben Grøngaard Jeppesen.