It-koks med udbetalinger
Roskildes kontanthjælpsmodtagere og andre rammes af overcentraliseret udbetaling
Formanden for Roskildes Beskæftigelses- og Socialudvalg Bent Jørgensen (V) har sendt et brev til sin partifælle beskæftigelsesminister Jørgen Neergard Larsen, hvor han gør opmærksom på, at it-koks i statens overcentraliserede udbetalingssystem nu rammer mange borgere ekstra. Et flertal i Folketinget med V-K-DF-LA har besluttet at skære i kontanthjælpen med indførelse af et såkaldt loft, og det betyder, at flere hundrede borgere i Roskilde får nye vilkår og ændret udbetaling. - Før sommerferien havde vi her i kommunen gennemgået alle sagerne og fået klarlagt, hvordan det ville påvirke folk på de forskellige ydelser - samt hvad disse kan gøre, fortæller Bent Jørgensen. - Alle disse oplysninger var så sendt ind til statens centraliserede Udbetaling Danmark, hvor fejlagtig it-behandling nu betyder, at borgerne får helt forkerte oplysninger og udbetalinger tilsendt - oven i købet trykt på kommunens brevpapir. -Folk kommer til kommunens medarbejdere og kan ikke forstå alle disse fejl, som vi heller ikke kan gøre noget ved. Derfor har jeg nu på kommunens vegne skrevet til beskæftigelesministeren og opfordret ham til hurtigst muligt at få løst disse ubehagelige problemer. tk