Jul i selskab med masser af engelske hyrdehunde
Old English Sheepdog Klubben holder sin årlige juleudstilling i Ejby ved Køge
Det vil myldre med skønne, engelske hyrdehunde i stor pels, når Old English Sheepdog Klubben i Danmark holder sin årlige juleudstilling søndag 27.november. Udstillingen finder sted i Ejby Hallen klokken 10.30-14.00.
Hallen vil være julepyntet, og der vil være julemusik, kaffe og småkager, mens hundene vises frem i ringen. Bedømmelserne begynder med de små hvalpe, så kommer unghundene og til sidst de voksne hunde. Efter bedømmelsen af Champion hundene, som allerede har gjort sig bemærket på tidligere udstillinger, skal udstillingens bedste Old English Sheepdog findes.
Benyt også chancen til at se børn vise familiens Old English Sheepdogs frem i udstillingsringen. Til at dømme hundene er inviteret Ulrica Olsson (Kennel Farmaren) fra Sverige. I klubbens stand og hos de mange OES-ejere vil der være rig mulighed for at få besvaret spørgsmål om racen.
Hvad er en OES?
En Old English Sheepdog (OES) er en stor, godmodig hyrdehund. Den stammer fra det sydvestlige England, hvor den tidligere blev brugt som hyrdehund til at drive får og kvæg den ofte lange vej til markedet.
”I Danmark er racen ikke længere så kendt i gadebilledet, som tidligere. Men alligevel kender de fleste den, når de ser den ”Sådan en hund havde vi derhjemme, da jeg var barn”, er en bemærkning, som ofte falder, når vi præsenterer racen for folk rundt omkring i landet," siger klubbens formand, Claus Gaarde-Nielsen.
En Old English Sheepdog er den perfekte familiehund. Den er trofast og hengiven, og har et gemyt der gør, at den udmærket kan være alene i alt fald en del af dagen.
Den kræver ikke masser af motion – selvom den godt kan lide det - men elsker til gengæld at være med sin flok (familien) så meget som muligt.
Da det er en hyrdehund, er det hundens natur at holde sig til sin flok. Den strejfer ikke. Tværtimod lunter den altid omkring sin familie – og sørger for, at alle er samlet.mart