Årets medaljetagere hyldes
Køge Kommune inviterer til hædring af årets medaljetagere på Teaterbygningen 13. december
Idrætsudøvere der er bosiddende, eller hører til en forening eller klub, i Køge Kommune, og i løbet af 2015 har stået på medaljeskamlen ved DM, NM, EM eller VM, inviteres traditionen tro til et medaljevinderarrangement af Køge Kommune. I år finder det sted tirsdag 13. december klokken 16 på Teaterbygningen.
”Jeg glæder mig altid rigtigt meget til medaljevinderarrangementet. Det er en festlig eftermiddag, hvor vi fejrer de mange dygtige idrætsudøvere, der findes i Køge Kommune. De har alle brugt rigtigt mange træningstimer på at nå dertil, hvor de er i dag, og deres engagement og målrettethed kan mærkes," siger borgmester Flemming Christensen.
"Og så skal vi jo heller ikke glemme, at der bag medaljetagerne også står engagerede trænere, holdledere og ikke mindst forældre og ægtefæller, der ligeledes har brugt mange timer på at støtte idrætsudøverne. Den opbakning er uundværlig for udøverne, og medaljevinderarrangementet er derfor også en hædring af dem,” fortsætter han.
Borgmester Flemming Christensen og kultur- og idrætsudvalgsformand Anette Simoni vil ved arrangementet overrække en lille gave til medaljevinderne.
Sidste år deltog medaljevindere fra 22 forskellige klubber, og igen i år forventes der stor deltagelse.
Idrætsudøvere, som bor i Køge Kommune og/eller repræsenterer en foreninger i Køge Kommune, og som har vundet medaljer ved et dansk eller internationalt mesterskab i 2016, kan tilmelde sig på www.koege.dk/medalje frem til 25. november.