Stolte amatører høster deres første vinårgang
Efter fire års arbejde er 15 lokale vinbønder klar til at høste rankerne i Bernstorff Slotshave
vinår Omringet af vinstokke fyldt med søde, velsmagende vindruer og solen stikkende i nakken, fører tankerne en hen til Sydfrankrig. Men det er nu i Bernstorff Slotshave, at vi befinder os. Mellem rækkerne af vinstokke går syv mænd rundt med havesakse i hænderne for at fjerne blade, så solens stråler frit kan komme ind og modne de grønne vindrueklaser. I snart fire år har druerne groet på en lille skråning bag ved Avlsgården i Bernstorffs Slotshave og med udsigt til Rosenhaven. Bjarne Nørgaard, der er slotsgartner for Slots- og Kulturstyrelsen som forvalter Bernstorff Slotshave, plantede dengang 200 vinstokke med to sorter – Solaris og Orion – hvorefter frivillige kræfter skulle passe dem. En af de første frivillige i gruppen var Peter Arne Sørensen. “Jeg meldte mig, fordi jeg gerne vil være en bonde i marken og følge den spændende proces fra start til slut. Den største udfordring har været, at vi alle i gruppen er amatører, så vi laver mange begynderfejl. Det er rent pionerarbejde, men heldigvis får vi hjælp fra slotsgartneren,” siger han. Det tætteste, gruppen kom på erfaring med vindyrkning, var det schweizisk-fødte medlem Marcel Dupont, der som ung knægt gik rundt i sin bedstefars vinmarker. “Vin og vindruer har derfor altid interesseret mig. At dyrke vin er et helårsprojekt, hvor det kan gå galt mange gange – ikke mindst her i Danmark på grund af vejret. Så derfor bliver jeg helt blød i knæene af at se på de her vinstokke,” siger han og peger stolt på en klase druer.
300 liter klar
Vinbønderne tæller nu 15 medlemmer, der dækker over en bred faggruppe. Her er alt fra arkitekten til stenhuggeren, til lægen og læreren. Og ventelisten bliver længere, efterhånden som rygtet om vinmarken breder sig i kommunen. Et af de nyere medlemmer er Carl-Henrik Brogren, der var på en løbetur i Bernstorffsparken med Peter Arne Sørensen, der pegede over på grunden og sagde “der er vores vinmarker.” “Og det rev jo i den gamle biokemiker,” siger Carl-Henrik Brogren, der er gået på pension efter et langt liv som diabetes-forsker. I hænderne står han med et grønt apparat, hvor druens saft bliver presset ned for at måle sukkerindholdet. “Det tegner til at blive et særdeles godt dansk vinår på grund af en varm sensommer. Ud fra målingerne foretaget med et digitalt refraktometer, ser det lovende ud. Specielt for Solaris-druerne, der er meget tæt på et sukkerindhold, der muligvis er klar til høst om 14 dage,” siger han, der som søn af en anlægsgartner føler, at han med vindyrkningen går i sin fars fodspor. 300 liter regner vinbønderne med at kunne få ud af druerne, hvor to nyindkøbte store ståltanker står klar til formålet. “Det sjoveste ved produktionen er det, som skal til at ske nu. Et helt nyt studie går i gang her,” siger Carl-Henrik, der udover fremstillingen af hvidvin og cider med æbler fra plantagen, brygger på idéen om at forsøge sig med mousserende vin.
Vinstok bundet som hjerte
Det specielle ved vinmarken i Bernstorff Slotshave er, at der er gjort brug af den tyske teknik Mosel-opbinding. Når planten beskæres, bøjer man to skud og binder dem sammen for neden, så det ligner et hjerte. Imellem vinstokkene finder vi Jens Hald i fuld gang med at gøre en vinstok fri for blade. “Hele vinproduktionen fangede mig. Ikke det i flaskerne, men processen fra man planter til man høster. I starten var det svært, og der blev bandet og svovlet meget mellem rækkerne. Men efterhånden virker det hele mere logisk; to buer og en gren op. Rutinen sidder nu i hånden,” siger han. Selvom de 15 medlemmer mødes fast hver 14. dag, kommer Jens Hald oftere forbi. Han bor i nærheden, og om søndagen, når hans kone vil gå en tur i parken, går han lige forbi vinstokkene og arbejder en times tid. “Det er hyggeligt. Ofte kommer folk forbi og stiller spørgsmål, og så får man sig lige en snak,” siger han. Peter Arne Sørensen er enig. “Det er dejligt meditativt at gå hernede, fordi processen er så langsom. Samtidig må man koncentrere sig, fordi ingen planter er ens, så der er hele tiden en variation i ens arbejde. Man må ikke være for perfektionistisk, da det er lidt råt på den måde, at man bliver nødt til at tage en beslutning og handle. Så laver vi nogle fejl, som vi så alle lærer af.” fakta 200 vinstokke af sorten Solaris og Orion blev i 2012 plantet i Avlsgårdens have i Bernstorff Slotshave Bernstorff Slotshave som er på 60 hektar og er forvaltet af Slots- og Kulturstyrelsen. I gartneriet Bernstorff finder du Dronning Louises Rosenhave ved tehuset, samt æblehaven, vinmarken og skolehaven. At dyrke vin er et helårsprojekt, hvor det kan gå galt mange gange – ikke mindst her i Danmark og vejret. Så derfor bliver jeg helt blød i knæene af at se på de her vinstokke. Marcel Dupont, amatør-vinbonde