Thue vandt guld i holdgymnastik
17-årige Thue Hillerup Frandsen fra Køge var en del af det stærke danske TeamGym-hold, der vandt juniorguld i Slovenien
Danmark har gode traditioner i gymnastiksporten, og ved det nylige EM i Slovenien viste de danske gymnaster, at de sagtens kan begå sig internationalt med flere medaljer til følge.
Blandt andet tog juniorlandsholdet guldmedaljer i disciplinen TeamGym, og med på holdet var 17-årige Thue Hillerup Frandsen fra Køge, som fik en oplevelse for livet i Slovenien som en del af det 12 gymnaster store hold.
Han træner i dag i Roskilde, men har tidligere trænet i Gymnastikforeningen Køge Bugt. Det var, da han gik på Stevns Gymnastik og Idrætsefterskole, at drømmen om landsholdet blev født. Da blev han anbefalet af sin træner på efterskolen at stille op til landsholdsudtagelse. Det var en succes, for han blev udtaget til TeamGym-holdet.
TeamGym kombinerer spring- og rytme-disciplinerne, og det er en konkurrence, hvor Danmark traditionelt er stærke. Nu er drømmen hos Thue Hillerup Frandsen at gentage den store oplevelse.
"Mit mål for nu er, at jeg gerne vil være med til EM igen - det var virkelig en fed oplevelse," fortæller han.