Fortsæt til indhold

Arkitekt Mogens Suhr Andersen

Arkiv
Arkiv

Forhenværende chefarkitekt i Roskilde Kommune Mogens Suhr Andersen er død, 88 år gammel.
Mogens Suhr Andersen voksede op i Roskilde og blev oprindeligt uddannet som murer, inden han gennemførte en uddannelse til arkitekt m.a.a. på Det kongelige danske Kunstakademi.
Efter nogle års virke i det private blev han (i 1960'erne) udnævnt til chefarkitekt og leder af arkitektafdelingen i Roskilde Kommune, hvor han bl.a. stod i spidsen for byens omfattende skolebyggeri i 1970'erne. I den sidste del af sin lange karriere blev han atter privatpraktiserende arkitekt og har som sådan tegnet en række privatejendomme, således også sit eget hjem på Frederiksborgvej.
Mogens Suhr Andersen var gift med Inger, der var veninden lige fra barndommens dage til hun døde for 5 år siden.
I Roskilde er Mogens Suhr Andersen dog ikke mindst kendt for sit store engagement i byens kulturliv, hvor han en lang årrække var bestyrelsesmedlem i både Roskilde Kunstforening og Roskilde Musikforening.
I Kunstforeningen bidrog han ikke mindst ved oprettelsen af ”akvarelannualen”, den årlige akvareludstilling, hvor han bl.a. i kraft af sin bestyrelsespost i Nordiska Akvarellsälskapet forstod at trække betydelige inden- og udenlandske kunstnere til byen.
Selv virkede han kunstnerisk med sit følsomme akvarelmaleri. Det er ikke ganske få af Roskildes smukke ejendomme, der har ”stået model” til hans billeder. Som borger i Himmelev har han således også portrætteret Himmelev Kirke ved flere lejligheder.
Og så kender byens borgere jo Mogens Suhr Andersen fra hans store murmalerier, ”Kvinde på altan” på en gavl midt i Algade og ”husprofiler” på en gavl på Køgevej lige over for stationen. Derudover vækker hans akvareller fortsat glæde i mange Roskildehjem.
Mogens Suhr Andersen øste velvilligt af sin store arkitektoniske viden, bl.a. ved de arkitekturvandringer i både Roskilde og København, som han gennem en årrække gennemførte for Roskilde Kunstforening.
Mogens Suhr Andersen rejste meget og på sine rejser havde han altid sin skitsebog med, som han undervejs fyldte med tegninger og tekst om de arkitektoniske skatte, han mødte. To af disse bøger, en om Rom og en om Ravenna, blev som privattryk udgivet i samarbejde med Roskilde Kunstforening og med tekstbidrag v. Jens Pedersen.
Med Mogens Suhr Andersens bortgang har Roskilde mistet en af sine helt særlige ildsjæle.
Æret være hans minde

Klaus Singer
fhv. formand for Roskilde Musikforening
Jens Pedersen
fhv. formand for Roskilde Kunstforening




.