WasteButler ta'r skraldet
Lokalt firma gør det lettere at komme af med affaldet
AFFALD De fleste kan sætte sig ind i scenariet – træt hjem fra arbejde og bare ikke tid eller overskud til at køre en tur på genbrugspladsen, og weekenden, nej den er helliget familien. ”Få dog din stærke nabo eller andre gode medmennesker med lidt ekstra overskud til at tage dit skrald med på lossepladsen til en pris i selv sætter”. Sådan lød opfordringen fra Carsten Bo Larsen, initiativtager og stifter af firmaet WasteButler, i foråret. WasteButler, eller direkte oversat til dansk – skraldetjener, har vist sig at være et hit på Halsnæs. Efter en succesfuld opstart på Halsnæs er firmaet ved at udvide sit territorium. ” Jeg havde ikke turde håbe på, at vi ramte vores ambitiøse mål om at slå igennem i Halsnæs. Det er lidt vildt, og det viser virkelig, at danskerne og borgerne i Halsnæs er klar til at hjælpe hinanden”, siger Carsten Bo Larsen og fortsætter: ” Vi har fået masser af positive tilbagemeldinger fra borgere i Halsnæs og hele landet, og ikke kun fordi de vil tjene lidt ekstra. Mange vil gerne give en hjælpende hånd ved at køre på genbruspladsen for naboen som ikke selv har en trailer, vi ser den yngre generation hjælpe den ældre generation med fx oprydning i kælderrummet, det knytter nogen bånd. Det siger meget, synes jeg", siger Carsten Bo Larsen som slutter. ” Vi tror på en verden, hvor vi alle hjælper hinanden. Derfor er Wastebutler lidt det samme som at sætte en annonce i supermarkedet, hvor én person tilbyder skraldehjælp til en anden, vi tror på at deleøkonomi har mange fordele, både økonomisk men også for de bløde værdier, vi bringer tillid og frihed tilbage til hr. og fru. Danmark”.