5.000 har givet den gas til familieræs
Gymnastikforeningen Køge Bugt har stor deltagelse i den frie leg for alle
I søndags kunne Gymnastikforeningen Køge Bugt byde velkommen til gæst nr. 5.000 i 2016 til foreningens populære Familieræs.
Familieræs er fri leg og spring for alle og rigtig mange familier og børn vælger at bruge nogle timer søndag formiddag med at hoppe og lege i og på centrets mange redskaber i trygge rammer, hvor uddannede gymnastikinstruktører gerne giver et godt råd eller en hånd til en flik flak.
Holdes hver anden søndag
Familieræs afholdes cirka hver anden søndag året rundt.
Jesper Andreassen, der er ansvarlig for Familieræs, glæder sig over interessen og oplever, at mange kommer hver gang og ser Familieræs som et alternativ til den organiserede idræt, fremgår det af en pressemeddelelse fra gymnastikforeningen.
Nogle vælger også at holde børnefødselsdagen i Gymnastikcentret, der dog også kan lejes specifikt til det formål, hvis man ønsker centret for sig selv. Læs om Familieræs på www.Koegebugt.dk. jesl