Fortsæt til indhold

Hillerød er jobmæssigt på “højeste niveau nogensinde”

Analyse viser, at Hillerød som den eneste nordsjællandske kommune jobmæssigt er over niveauet, inden den økonomiske krise slog til

Arkiv
Mette Dolmer Thygesen

erhverv Hillerød har klaret sig bedst i Nordsjælland, når det handler om at have skabt nye jobs siden finanskrisen i 2008. Det viser en ny analyse fra Dansk Erhverv på baggrund af tal fra Danmarks Statistik - en analyse, Frederiksborg Amts Avis omtaler. Ifølge analysen er Hillerød Kommune den eneste i Nordsjælland, der har en beskæftigelser, der er den højeste siden 1. kvartal 2008. Siden begyndelsen af 2010 er der blevet skabt imponerende 2583 lønmodtagerjobs i Hillerød, viser analysen. Beskæftigelsen i Hillerød er nu 11.9 procent over bundniveauet, skriver avisen. Ifølge opgørelsen har kommunen 24.353 beskæftigede i 2. kvartal 2016, og væksten det seneste år er på 510 nye beskæftigede. Årsvæksten i beskæftigelsen er på 2,1 procent mod 1,7 procent på landsplan. Ifølge cheføkonom i Steen Bocian fra Dansk Erhverv skiller Hillerød sig virkelig ud: "Fremgangen er særlig tydelig i Hillerød, som har skabt over 500 jobs det seneste år - og dermed rent beskæftigelsesmæssigt er på det højeste niveau nogensinde," siger han til amtsavisen og understreger, at det så desværre kun er Hillerød, som er på så højt niveau: "Krisen skabte et hængedynd, som mange kommuner fortsat har svært ved at komme ud af. Det går fremad, men desværre ikke i hæsblæsende tempo," siger han.