Fortsæt til indhold

Julemanden er flyttet og vækkes i Julehjertebyen

Julemanden har holdt flyttedag, og slår øjnene op i Julehjertebyen i år

Arkiv
Af Betina Skjønnemand

Han er nok ligeså søvnig, som han plejer at være. Julemanden - når byens børn skal vække ham fra skønhedssøvnen første søndag i advent.
Men modsat de foregående år, så skal børnene møde op foran scenen i Julehjertebyen, når Julemanden skal kaldes på arbejde.
“Vi har valgt at flytte vækningen, dels fordi der lige nu er lidt usikkerhed omkring det gamle rådhus, der er ved at blive renoveret. Men også fordi vi måske har en formodning om, at vi kan gøre Julemanden lidt mere tilgængelig for børnene i Julehjertebyen,” fortæller Allan Bruhn fra Shop i City.
Julemanden vækkes søndag den 27. november kl. 12, hvor borgmester Thomas Andresen har lovet at komme og hjælpe børnene med at få vækket Julemanden. Inden vækningen spiller Aabenraa Skoleorkester traditionen tro julesange og skaber hyggelig stemning blandt de fremmødte. Det er ikke første gang, at Julemanden holder flyttedag i Aabenraa.
“Vi har jo prøvet lidt forskellige steder før. Vi har både været på havnen og også Storetorv før vi tog det gamle rådhus i brug. Nu prøver vi Julehjertebyen i år. På den måde får alle også mulighed for at se Julehjertebyen,” slutter Allan Bruhn.