Fortsæt til indhold

Sådan går det på det brede boligmarked

Det danske boligmarked handler ikke kun om ekstremernes kamp i bund og top. Det brede mellemlag oplever også prisstigninger

Arkiv
Arkiv

Hovedstaden fester, mens 'udkantsdanmark' lider. En vel besunget vise, men det danske boligmarked er ikke kun en fortælling om yderpunkter.

For mellem bypriser på himmelflugt og vandkantsboliger til spotpriser, ligger der et mellemlag af villaer og rækkehuse, der hverken holder prisfest eller ophørsudsalg, viser tal fra Boliga.

"Det brede boligmarked har været i bedring over de senere år, og prisstigningerne er ikke længere forundt København og andre større byer. Tværtimod er priserne i store dele af Danmark begyndt at stige," siger cheføkonom hos Realkredit Danmark, Christian Hilligsøe Heinig i en pressemeddelelse.

Dyrere at købe

For mens salgspriserne er steget med 6,5 procent i de såkaldte bykommuner fra 1. halvår 2015 til samme periode i år, og de kun er 0,8 procent højere i yderkommunerne, så lander det brede boligmarked midt imellem. Landkommunerne oplevede en procentvis stigning 4,3, mens den i mellemkommunerne var 2,9 procent, viser Boligas tal.

De stigende priser er ifølge Christian Hiligsøe Heinig ikke kun hjulpet på vej af de lave renter. Den øgede beskæftigelse har også stor betydning:

"At købe bolig er en af livets største investeringer, så selvom den lave rente er vitaminer for et trængt boligmarked, skal der være en grundlæggende tillid til, at vi kan blive boende. Den har vi, når vi ikke frygter arbejdsløshed," siger Christian Hiligsøe Heinig.

De enkelte kommuner

Det er da også mellem- og landkommuner nær større byer, der har oplevet de største prisstigninger.

Ifølge pressemeddelelsen steg priserne i Esbjerg Kommune med 18,4 procent fra sidste år til i år.

Det tal er Morten Riis Nielsen, afdelingsleder og ejendomsmægler hos EDC i Kirkegade i Esbjerg, dog ikke helt enig i:

"Markedet er ikke steget med 18 procent i Esbjerg, men der er dog kommet gang i flere handler med en højere kvadratmeterpris end tidligere. Det vil sige, at der handles dyrere og dyrere huse end tidligere, hvilket helt afgjort skyldes den lave rente, der bevirker, at køberne hellere vil købe en lidt dyrere bolig med eksempelvis et nyt tag og vinduer og måske også et nyere køkken og bad end tidligere," siger Morten Riis Nielsen og tilføjer:

"Bedre kvadratmeter koster mere end 'dårlige', og statistik er årsagen til, at det ser ud som en voldsomt høj prisstigning. Priserne er steget med 3-4 procent lokalt i Esbjerg 'gamle kommune', og det er, hvad købere og sælgere bør forholde sig til."