Flere og flere fattige i Vejle
Debat
Jens Lundsgaard
Leder
Kirkens Korshær i Vejle
Et sted at sove, to-tre måltider om dagen, et bad og rent tøj er for langt de fleste en selvfølge. Men nogle mennesker i Danmark kan ikke regne med at få så basale behov dækket.
Danmarks fattige bliver flere og fattigere. Børn vokser op i vanskelige kår, socialt udsatte
mennesker mister fodfæste og sikkerhed, mange hjemløse går endnu en barsk vinter i møde, og lige nu er behovet for hjælp større end nogensinde.
I Kirkens Korshær forsøger vi at give mennesker i nød en hjælpende hånd. Livet på kanten af samfundet er blevet sværere, det har blandt andet det seneste kontanthjælpsloft medvirket til.
I Kirkens Korshær i Vejle møder vi flere og flere, der kommer i
klemme og rammes af samfundets krav og de faldende offentlige ydelser. Flere mister fodfæste, mister den sidste tro på og det sidste håb om, at der findes måder at leve og overleve på.
Mennesker, som har oplevet og oplever at blive set ned på og ringeagtet, fordi de af forskellige årsager ikke kan leve op til samfundets krav. De oplever, at det, de kan bidrage med, ikke
efterspørges. De mærker dagligt, at det liv de fleste danskere lever - ofte med synlig succes og deraf følgende anerkendelse - for dem i stedet er et liv i daglig kamp om overlevelse. De mærker, at samfundsdebatten er blev opdelt og er meget sort/hvid: Enten yder man eller også nasser man.
Mennesker på kanten af samfundet har også brug for og ret til at blive set på som ligeværdige mennesker. De har brug for et sted at høre til og føle sig set og værdsat. Ofte har de brug for hjælp til at overleve.
Igennem mine snart 20 år i Kirkens Korshærs arbejde har jeg mødt mange mennesker, som har skræmt mig. Skræmt mig, fordi det kun var tilfældigheder eller små margener, der udgjorde forskellen på mit og deres liv. Jeg med mit liv, min familie, mit netværk, mit forholdsvis gode helbred, et arbejde osv. De i en daglig kamp om overlevelse, alene og uden de ting, der kan give livet fylde, indhold og værdighed - og gøre livet værd at leve.
Kirkens Korshær i Vejle
I Vejle har Kirkens Korshær en varmestue, et botilbud og opsøgende arbejde for hjemløse, et værested, en cafe og to genbrugsbutikker. Et arbejde der i vid udstrækning er baseret på frivillige medarbejdere. Her møder vi mange af dem, vores samfund ikke kan hjælpe tilstrækkeligt. Udsatte mennesker med ar på krop og sjæl: rodløse, modløse og hjemløse. Mennesker, der er mål for overfald og som er usikre på fremtiden. Mennesker, der for længst har aflyst jul, fødselsdage, fritidsaktiviteter og ferier, fordi livets primære formål er blevet at skrabe sammen til dagen og vejen.
Vi kan hjælpe med helt basale ting: Mad, bad, tøj, et sted at sove, kontakt til det øvrige samfund, m.v. Vi tilbyder et sted, hvor man kan høre til. Et sted hvor mennesker mødes, og hvor det er naturligt, at livets mærkedage markeres; det være sig blandt andet juleaften, fødselsdage og dødsfald.
Vi har mere end nogensinde brug for din hjælp.
27. november
Den 27. november har Kirkens Korshær den første landsindsamling. Under overskriften ”Danmark mod fattigdom” samler vi ind over hele landet.
Vi samler ind, så vi kan blive ved med at have hænder til at løfte opgaven og sørge for varm kaffe på kanden. Med landsindsamlingen kan vi samtidig sætte fokus på og oplyse om konsekvenserne af fattigdommen.
Læs mere på:
danmarkmodfattigdom.dk