Pyrus tænder julen på RO's Torv
- Det er altid en fornøjelse at optræde i Roskilde, siger drillenissen
Nissen Pyrus indtager RO’s Torv det meste af dette års jul. Første gang er, når træet på torvet skal tændes 18. november kl. 17. Men ikke nok med, at han skyder julen godt og grundigt i gang med sang, musik og sjov. Børn og barnlige sjæle kan møde den friske nisse på torvet hele 13 gange før det endelig er blevet juleaften. Fra træet er tændt optræder han hver lørdag og søndag frem til den store aften. I december optræder han også hver onsdag kl. 11. Dermed har Roskildes mange børn mulighed for at komme forbi sammen med børnehave eller skole.
Glæder sig til jul
Pyrus bliver spillet af Jan Linnebjerg, som fortæller, at han glæder sig til at være så ofte i Roskilde til jul. - Roskilde er altid en fornøjelse at optræde i. Der er masser af glade mennesker, et fedt center med masser af stemning og et fantastisk juletræ, siger Jan Linnebjerg og fortsætter: - Nogen tror måske, at trivialiteten rammer en, men det gør den på ingen måde. To show er aldrig er ens. Både fordi jeg skal holde mig skarp, men også fordi showet er et samarbejde mellem publikum og mig. Pyrus giver hver gang et show på 30 minutter, hvor man efterfølgende kan få autografer og få taget billede sammen med den populære nisse. ag@roskildeavis.dk