Fortsæt til indhold

Ny Idrætspark på vej

Arkiv
Arkiv

En helt ny idrætspark er nu på vej i Rådmandshaven, og projektet skal diskuteres i Roskilde Byråd og dets udvalg i løbet af december. Borgmester Joy Mogensen har tidligere i år erklæret sig positiv overfor ideen, og kommunens teknsiske direktør Martin Holgaard har ligeledes lagt i selen for at fremme arbejdsgangen. Sagen haster, fordi FC Roskilde i øjeblikket har fået dispensation frem til sommeren 2017 til at spille 1. divisions-kampe i den gamle idrætspark, selv om der ikke er varme i banen. Hvis der ligger en vedtaget plan for byggeri af et nyt stadion, kan denne dispensation blive forlænget.

Intens atmosfære

Lokale erhvervsfolk deltager i projektet, som går ud på at dreje den nuværende bane 90 grader. Dermed bliver den nuværende siddetribune med 500 pladser på den vestlige langside placeret i den ene ende af det nye stadion. I første omgang skal der være plads til 8.000 tilskuere, deraf 3.000 siddepladser på de to nye langsider ud mod Rådmandshaven og ned mod Kildegården. I banens østlige ende ved det gamlefjernvarmeværk kan der så senere tilføjes en ekstra tribune, som hæver kapaciteten til 10.000 tilskuere. - Men vi er ikke interesseret i at opføre et kæmpe stadion, der kommer til at stå gabende tomt, som man ser det visse steder. Så stor interesse er der jo heller ikke for at gå til fodbold, så det er vigtigt at skabe en mere intens og intim atmosfære, forklarer en af initiativtagerne. Samtidig øges antallet af omklædningsrum, som der i dag er mangel på, hvilket skal komme både FCR og RB06 til gode.

Privat og offentlig

Roskilde kommune har ikke penge til at bygge et nyt stadion, og derfor skal arbejdet gennemføres i samarbejde med private investorer. Kommunen stiller den attraktive grund tæt på centrum til rådighed, og de private investorer skal kunne tjene pengene hjem på de boliger, kontorer og erhvervs-lokaler, som også indgår i projektet på i alt 12.500 kvadratmeter. I forhandlingerne mellem de private investorer og kommunen gælder det om at opstille en model, som skal leve op til to hensyn: Dels skal investorerne kunne hente deres penge hjem igen, men samtidig skal de ikke have så gunstige vilkår, at de kan stikke en masse penge hurtigt i lommen, fordi de har fået en attraktiv grund for billigt af kommunen. Når et projekt er vedtaget, skal arbejdet sendes i udbud, så flere entreprenør-selskaber eller konsortier får mulighed for at byde på den store opgave. tk