Fortællinger om Kolding
Koldingbogen 2016 sætter med årets tema fokus på industrialiseringen og dens betydning for Kolding.
Gennem 11 finurlige forællinger får læseren et indblik i en tid, der ligger til grund for det moderne samfund i dag.
I bogen kan man blandt andet læse om Slotsmøllen og 100 år gamle ølbrygningsmetoder, tekstilfabrikken Georg Jensen Damask, Brdr. Volkerts Fabrikker og Kolding Strømpefabrik, ligesom tre veteraner fra de danske mejeriers maskinfabrik deler deres minder og erindringer fra et kapitel i Kolding, som er ved at være slut.
Meget af den vækst og den innovative kultur, som byen i dag er stolt af, har således rødder tilbage til nogle af de første industrielle entreprenører, som skabte et solidt fundament for mere end 125 år siden.
Bogen præsenteres ved en festlig reception, der foregår i Nicolai Scene i Nicolai-komplekset onsdag d. 16. november kl. 15-17, hvor alle er velkomne.
Formanden for Kulturudvalget Jesper Elkjær holder tale, og musikken leveres af Dan Hjorth Trio. Ligesom der vil være en mindre udstilling og et glas til ganen.