Vrede over lukket postcenter
Efter 23 år i Hørsholm er centret på Kærvej lukket og flyttet til Lyngby
postlukning Der er vrede og frustration blandt Hørsholms erhvervsdrivende efter at Post Nord nu har lukket distributionscentret på Kærvej. Centret lukkede mandag, og centrets 44 medarbejdere får fremover postcentret på Lundtoftegårdsvej i Lyngby som deres arbejdsplads.
“Helt forrykt”
“Det er helt forrykt. Centrets nærhed var en af begrundelserne for, at jeg placerede min virksomhed her. Og ved at gøre det mere besværligt at få sendt pakker, saver Post Nord den gren over, som de selv sidder på,” siger Søren Nielsson, indehaver af RC Hobby, Ambolten, til Ugebladet. RC Hobby er en netbutik, der sender omkring 1000 pakker om året, mest modelfly og prøvekuverter. Søren Nielsson er nu i gang med at lave en aftale med distributionsselskabet GLS i stedet for. “Det forrykte er jo, at brevene er for nedadgående, mens pakkepost stiger på grund af den voksende nethandel. Derfor synes jeg, at Post Nord saver i den gren, de sidder på”, forklarer Søren Nielsson. Den kraftige nedgang er præcist en af årsagerne til, at centret i Hørsholm efter 23 år i Hørsholm har lukket og slukket og er flyttet til Lyngby. “Vi flytter, fordi der har været en markant nedgang i begge centre. Det er for at optimere vores drift og produktion,” oplyser postmester Peter Klingenberg. Det er især brevforsendelserne, der er gået kraftigt tilbage. Og selv om postmesteren bekræfter, at pakkerne er “et vækstmarked”, er der bedre økonomi i en sammenlægning af postfordelingen i Lyngby. Som betyder, at man fra Hørsholm skal køre til Lyngby med sin post hver eftermiddag, hvis man fortsat vil benytte Post Nord. “Jeg har kørt turen nogle gange. Det tager 12-13 minutter at køre til Lyngby”, fortæller Peter Klingenberg. Netop det er en torn i øjet på både Søren Nielsson fra RC Hobby og Claus Hjelmgaard, der driver virksomheden Danish1 ApS på Kærvej. En virksomhed, der handler med lys og fotografisk udstyr. “At skulle køre fra Hørsholm til Lyngby og tilbage igen midt i myldretiden mellem klokken 16 og 18...det holder ikke”, siger Søren Nielsson. Claus Hjelmgaard oplyser, at han sender mellem 600-1200 pakker i løbet af et år, og han ærgrer sig også og har lavet en aftale med GLS om at få pakkerne ud til tide. “Post Nord tilbyder en afhentningsorden, som de vil have 35.000 kroner for om året. Det vil jeg ikke betale,” understreger Claus Hjelmgaard og tilføjer: “Hørsholm er blevet udkant for erhvervslivet.”
Flere pakker hos Meny
På postkontoret hos Meny v/Købmand Dalgaard har man lagt mærke til, at postcentret er lukket. “Vi har fået flere pakker på det seneste. Vi er ikke gearet til at tage pakker i den mængde”, siger købmand Lisbeth Dalgaard. Hørsholm er blevet udkant for erhvervslivet Claus Hjelmgaard, Danish1 ApS