SF’s genbrugsforslag bliver nu til virkelighed
Spidskandidat SF
Hans Holmer, Skovbogade 8,
og byrådsmedlem SF
Lis Ravn Ebbesen, Lindealle 18
Nu bliver sidste del af SFs genbrugsforslag en realitet: Indsamlingen af storskrald genanvendes i stedet for at blive brændt eller kørt til deponering.
SF's forslag vil blive kendt under navnet 'Reuse'.
Reuse-projektet vil indrette den gamle materialegård i Lunderskov til et værksted, der skal danne ramme om projekt 'Reuse Kolding', hvor ledige borgere skal indsamle og renovere genbrugseffekter, der er indsamlet på alle kommunens genbrugspladser eller kommer fra storskraldsordningen, der netop er indført i Kolding kommune.
Aftagerne er f.eks. foreninger, der har et socialt eller humanitært engagement.
Tilbage i 2012 foreslog SF at genbruge de ting, der blev afleveret på containerpladserne.
Det førte til de populære Loppestationer, hvor smågenstande bliver opsamlet i en container, som så bliver hentet af humanitære organisationer.
Det gjorde SF af tre grunde.
Ordningen skaber værdi og beskæftigelse for personer, der havde brug for et flexjob eller et nyttejob.
Genbrugstingene, som borgerne afleverede til genbrug, skaber værdi og glæde hos andre.
Sidst men ikke mindst er det for miljøets bedste, at ting bliver genbrugt i stedet for at blive bortskaffet som affald.
For SF har den politiske vision været at skabe arbejdspladser til udsatte borgere og samtidig genetablere Kolding Kommunes ry som en grønkommune, hvor vi f.eks. genanvender mere.
Derfor er vi i SF også rigtig glade for, at der er opbakning fra byrådets øvrige partier til ,at vores gamle idé i sin helhed snart bliver ført ud i livet.