"Vi er p.t. den klub, der er mest søgning til"
Region Varde Elitesport har præsenteret sit holdt for sæsonen 2017. Et hold med unge, store speedwaytalenter
Det var en rådhustrappe fuld af ungdommeligt talent, med blikke rettet frem mod de guldmedaljer, de måske næsten kunne mærke om halsen.
Region Varde Elitesport holdt sit årlige præsentationsmøde af den nye trup. En trup, speedwayklubben venter sig meget af i sæson 2017. Holdet må jo gerne gøre 2016-truppen kunsten efter og vinde VM for klubben igen.
Det er tydeligt, at klubben er ved at slå sit navn godt og grundigt fast i branchen som en klub, der er meget attraktiv at udvikle sig i, hvis man er et ungt speedwaytalent. For eksempel var det en overraskelse at se den konkurrerende klubs Mikkel Bech i truppen. Han har kørt i Esbjerg i fem år.
“Det er jo et skift fra lokalrivalerne, men som han siger, har han behov for luftforandring og nye udfordringer, og vi kunne rigtig godt se ham hos os. Han er et mega-talent med stort potentiale; det mangler bare at blive helt forløst, og det regner vi med, at vi har rammerne til. Vi har store forventninger til ham,” siger Thomas Valsted, pressechef for Region Varde Elitesport.
Et andet scoop er talentet Mads Hansen på blot 16 år. Han kommer fra Skærbæk, hvor han har kørt 80 kubik, og han er to gange blevet nummer to til VM i 250 kubik. Han regnes for det største talent i mange år i dansk speedway.
“Samtlige klubber har været på jagt for at få ham. Vi er stolte over, at han har valgt os. I stedet for at love ham guld og grønne skove har vi lovet ham trygge rammer at udvikle sig under. Der er ikke lagt noget præstationspres på ham, han skal bare ind og udvikle sig. Vi har signet en tre-årig kontrakt, og vi skal nok få en masse ud af ham. Hans bevæggrund for at vælge os er netop, at han får lov at udvikle sig, og at vi har de rigtige rammer og rigtige folk til at udvikle ham, især Steven Andersen og Bent Juul larsen, “ siger Thomas Valsted til Lokalavisen Varde.
Ud over de nye, danske talenter er der igen australske ben på banen med to nye australiere Brady Kurtz og Rohan Tungate. Sam Masters fortsætter. Han var med til at vinde VM-finalen i år.
“De australske kørere har en tilgang og en attitude, som passer rigtig godt ind hos os. De er nemme at omgås,” siger Thomas Valsted.
Der er ikke tale om at fravælge kørere i vindertruppen i år, men når man har haft en god sæson, rykker de op og bliver attraktive i andre klubber, og dermed også dyrere.
“Vi er mere en talentudviklingsklub, og vi er p.t. den klub, der er mest søgning til. Der er mange, der selv har henvendt sig for at få plads i vores trup, og vi er meget stolte af, at vi har fået den position,” siger Thomas Valsted.