Fortsæt til indhold

Hovedrollerne til Grease er nu fundet

Arkiv
Arkiv

Salget af brylcreme vil sikkert stige fra nu af og frem til midt februar, hvor 7-kantens Vinterspil 2017, Grease, spiller for fulde gardiner i Musikhuset Esbjerg. Der vil i store mængder være 50'er strutskørt, opsmøgne jeans, læderjakker med høj krave, smørhår, vidunderlig musik og fede danse moves på scenen.

Kristian Studsgaard, instruktør på forestillingen og kendt som Lumiére i Varde Sommerspils opsætning af Skønheden og udyret, har efter eget udsagn udvalgt et fantastisk hold.

"Vi får det til at eksplodere," siger han med begejstring om holdet, der har øvet et par måneder allerede.

Hovedrollerne spilles af to erfarne unge 7-kantere, Mille Uldahl Bennedsen og Emil Asbjørn Madsen. Begge har de trådt deres barnesko i både Janderup og på sommerspils-scenen i Arnbjerg. Nu skal der så prøves kræfter med de store hovedroller og scenen i Musikhuset Esbjerg.

Emil er Danny Zuko

Emil Asbjørn Madsen begyndte allerede som 3-4 årig på børnehold i 7-kanten. Interessen blev vakt da hans far, Benni Madsen tog ham med i kulisserne til Showboat ved Sommerspillet.

Nu går Emil på konservatoriet og studerer rytmisk sang og drømmer om en professionel karriere som musical performer. I sommer sang han "Amerikaneren" i Chess på Palsgaard ved Horsens. I Grease skal Emil spille Danny, den skønne, seje, smarte dreng, der bliver så hovedkulds forelsket i Sandy (Mille).

"Det er jo førsteelsker rollen," griner Emil og fortsætter:

"Jeg gik jo ikke til audition på Danny rollen, og sommetider er det nemmere at spille et dumt svin, men jeg glæder mig helt vildt til at spille sammen med Mille og alle de andre."

Mille Uldahl Bennedsen spillede sommerspil for første gang i 2005 og er nu med i den 15. større produktion i 7-kanten regi. Milles far er også et kendt ansigt i 7-kanten, Per Bennedsen, og Mille debuterede som 4-årig i børnehaven.

Hun spillede den døende moder i Askepot, hvor hun blot skulle ligge på en briks sminket helt hvid i ansigtet. Siden er det blevet til mange og meget større roller i Esbjerg/Varde området. Mille bor i dag i Århus, hvor hun studerer til lærer.

"Jeg håber engang, at kunne bruge al min erfaring med teater til at arbejde med børn og unge. Sandy er drømmerollen, jeg altid har ønsket at spille. Jeg tror, vi har et drømmehold og jeg fornemmer, at ambitionsniveauet er enormt højt."

Grease spiller i Musikhuset Esbjerg fra den 16. februar 2017. Billetter fået gennem 7-kanten og Vinterspillets hjemmeside www.vinterspil.dk eller direkte i Musikhuset Esbjerg på www.mhe.dk.