Rekorddeltagelse til EG’s store fødselsdagsfest
Festklædte forældre og elever i galladress og diskotøj.
Esbjerg Gymnasium sydede af stemning og begejstring, da den i fredags slog dørene op til skolens store og traditionsrige fødselsdagsfest. I år var der fyldt helt op, og der deltog således godt 1600 personer til festen, der bød på masser af mindeværdige øjeblikke.
Allerede kl. 17.30 ankom 3g'erne og 2hf'erne sammen med deres forældre til fotografering og velkomstdrink i skolens festsal, mens 2g'erne kl. 18.00 ankom i diskotøj, mens 1g'erne - med deres forældre - mødte op i kantinerummet til tonerne af velkomstmusik. herefter stod den blandt andet på en 3-retters menu fra Den Røde Okse, og under middagen var der forskellige elevindslag, herunder dans og musikalsk optræden.
Senere optrådte 3g og 2hf med lanciers og vals i sportshallen, medens 1g og 1hf og 1IB dansede jive. Kl. 22.00 gik livebandet Boogie Nights på i festsalen, hvorefter 2g indledte med deres diskoshow, og så var der ellers dømt dans for elever og forældre til tonerne af hits fra de sidste fire årtier.
"Det var en forrygende fest, hvor det hele bare spillede," fortæller rektor Erling Petersson.