Fortsæt til indhold

Byparken er blevet Vejles rock-paradis

Musikteatret glæder sig over nyt fællesskab med vejlenserne

Arkiv
Peter Friis Autzen

Vejles bypark er blevet et vigtigt redskab, når Vejle Musikteater vil have fat i vejlenserne - og folk fra nære og fjerne nabobyer.
Teatret har netop offentliggjort programmet for næste sommers Rock I Byparken. Og der er lagt op til en folkefest med store, danske navne tre august-lørdage i træk.
Teaterdirektør Toni Lee Larsen er stolt af programmet.
“Det bliver sjette år med Rock I Byparken. Og vi spørger jo publikum om, hvem de gerne vil opleve. Fem af næste års seks navne står på publikums Top Ti,” siger hun.
I det hele taget betyder publikums reaktion og forventninger meget for direktøren.
“Mange tager til koncert på grund af navnene. Men efterhånden er det blevet tradition for mange mennesker at komme til vores koncerter - ligesom det for nogle er en tradition at tage til festival. Men her kan man bare komme hjem og sove i sin egen seng i stedet for et telt,” siger hun.
Næste år er vil der være storskærm på pladsen.

Økonomi

Byparken kan rumme 6.400 publikummer, når sommerkoncerterne løber ad stabelen.
“Vi kunne måske lukke yderligere tusind ind, hvis vi overdækkede søen midt i parken. Men vi er blevet enige om, at søen er medvirkende til den hygge, der er så vigtig under sommerkoncerterne,” siger Toni Lee Larsen.
Rock I Byparken står typisk for omkring 20 procent af Musikteatrets samlede billetsalg. Men udgifterne udgør en langt mindre del af budgettet.
“Vi tjener en lille smule på koncerterne. Og de penge kan vi så bruge til at skabe endnu flere tilbud og endnu mere kultur,” siger Toni Lee Larsen.
Selvom musikteatret ikke har til formål at skabe et overskud, er der altid et skarpt blik på økonomien.
“Faktisk er der ofte noget sur, gammel købmand over mig,” siger Toni Lee Larsen med et grin.
Ville det så ikke være logisk at sætte billetprisen op - forsalget går jo strygende?

“Jo, vi kunne nok også få udsolgt med en højere billetpris. Men vi synes, at alle skal have mulighed for at være med - og så må billetterne ikke være for dyre.”
Hun får meldinger fra byens restauranter om, at mange koncertgæster er ude af spise inden koncerten.
“Det er super fedt, at det skaber liv i byen,” siger teaterdirektøren, der godt kunne vælge at udvide koncertaftenenerne.
“Men vi har valgt, at vi skal være færdige klokken 23. I sær af hensyn til naboerne: Det er træls at stå med en vågen baby klokken et om natten,” siger Toni Lee Larsen.