“Vi kan ikke have medarbejdere ansat, fordi de har gjort noget godt engang”
“Vi kan ikke have medarbejdere ansat, fordi de har gjort noget godt engang,” siger fungerende formand Kristoffer Kristensen
En af de gennemgående personer i EfB's historie siden begyndelsen af 80'erne, Michael "Mex" Pedersen, er færdig i EfB.
53-årige Michael Pedersen har siden 2000 virket som fodboldtræner i EfB, og i de senere år har han været tilknyttet EfB's superligahold som assistenttræner under flere cheftrænere, og han overtog midlertidigt ansvaret for holdet i efteråret 2015, da Niels Frederiksen blev afskediget som cheftræner. Han overgik i januar til en nyoprettet stilling som chefscout i forbindelse med, at den daværende cheftræner, Jonas Dal, ønskede at tilknytte Lars Justesen til teamet omkring holdet.
Fungerende bestyrelsesformand i EfB Elite A/S Kristoffer Kristensen siger, at det er med vemod, EfB tager afsked med en klubpersonlighed. Men forelagt spørgsmålet om, hvorfor der ikke var plads til "Mex", når det nu er med vemod, man tager afsked, svarer Kristoffer Kristensen:
"Vi kan jo ikke have medarbejdere ansat, fordi de har gjort noget godt engang. Der er simpelthen ikke plads til at have alle dem ansat, som vi gerne vil. Vi er nødt til at økonomisere og få vores midler til at strække så langt som muligt. Derudover er Michaels job eller opgave simpelthen kommet i overskud," siger Kristoffer Kristensen og fortsætter:
"Vi har valgt at tilføre organisationen en sportsdirektør med internationalt omdømme og kontaktnet, og vi skylder at give Ted van Leeuwen manøvrerum til at sætte sin egen dagsorden i EfB. Ted har været vant til at bruge scouts rundt omkring i Europa, og dem skal vi nu afsætte et beløb til. Vi kan ikke bruge de samme penge to gange. De penge indgår i en pulje, og hvordan Ted ønsker at forvalte dem, det gør han på sin måde."
I har efterhånden afskediget en hel del personer. Cheftræner, assistenttræner, chefscout og en adm. direktør samtidig med, at I har ansat en ny sportsdirektør og en ny adm. direktør. Det har vel ikke været helt billigt for EfB?
"Det er selvsagt ikke gratis at sige farvel til medarbejdere i utide. Men engang imellem må man trække en streg i sandet og erkende, at det vi havde, det virkede ikke efter hensigten. Så må man gøre det, der er nødvendigt for, at tingene kan blive revitaliseret. Det er den ubehagelige konsekvens, når man skal forsøge at ændre tingene. Så vil der være medarbejdere, der falder uden for de nye normer."
Brugt sit liv i EfB
Michael "Mex" Pedersen kom til EfB som juniorspiller fra den senere samarbejdsklub, Jerne IF, og har som spiller siden haft afstikkere til spanske Osasuna og Ikast fS.
Derudover har EfB fyldt det meste af tilværelsen for "Mex", der som aktiv spillede 377 kampe og scorede det højeste antal mål, nogen EfB-spiller har præsteret, 161:
"Jeg har brugt det meste af mit liv på EfB, og det er der en årsag til. Jeg har både som spiller og leder kunnet lide at komme i klubben og omgås de mange mennesker, der har virket i EfB. Min ambition i klubben har aldrig været andet end at træne og udvikle unge mennesker til at nå topniveauet. Skal jeg blive i fodboldverdenen, skal det være et projekt, hvor jeg kan bruge mine fodboldfaglige kompetencer og indgå i et samspil med andre om at opnå resultater," siger Michael Mex Pedersen.