Ryd op efter dig
I dag er der et år til kommunalvalget. Hvem stemmer for bedre oprydning?
"Husk at rydde op efter dig," lyder det ofte formanende, når mor efter far forsøger at lære junior gode manérer. Nogle gange preller det af.
Billedet her er stammer fra Kirkebakken i Børkop. Det er en populær vej for plakatophængende politikere og andre, der ønsker at lede trafikanternes opmærksomhed væk fra vejen og speedometeret. Og det kan ses på lygtepælene - også når der ikke er valgkamp.
Plakaterne spændes fast til lygtepælene med plastic strips. Og de sidder godt fast. Så godt, at de åbenbart ikke er til at fjerne. I hvert fald sidder mange af strippene tilbage på pælen, efterladt - men ikke alene - når plakaten er pillet ned.
De smalle plastikbånd er ikke udstyret med signatur, så det er ikke til at se, om de stammer fra det ene parti, det andet parti eller et helt tredje cirkus. Men de små fugle i området har fået sig et par ekstra siddepladser. Og når først der hænger én strip, kommer der hurtigt flere til - for hvem gider rydde op efter sig, når ingen andre gør det?