Robotter i dyst mod hinanden
Fremtiden banker på skoleporten, når elever programmerer og bygger
Robotterne har indtaget Roskilde eller i hvert fald lokaler på Sct. Jørgens Skole. Her forbereder elever fra 7. og 8. klasse fra Sct. Jørgens og Abasalons Skole sig i øjeblikket på en robotdyst mod andre skoler fra Roskilde-området. Den endelige kamp foregår på Trekronerskolen, og hvis man går videre, kan man både komme til de Skandinaviske og Europæiske mesterskaber mod andre skoler. Eleverne på Sct. Jørgens Skole er netop ved at finpudse deres robotter, som de selv har bygget af lego-klodser. Når konkurrencen løber af stabelen, skal robotterne kunne udføre en række opgaver på en bestemt bane i løbet af to et halvt minut. Eleverne kan selv udvælge opgaverne, og det er både med at være vaks på programeringsfingrene og med kuglerammen, da hver gennemført opgave giver et bestemt antal point, som til sidst bliver lagt sammen, så vinderen kan findes.
Robot i aktion
Simon Tilsted Hansen fra 8. b viser, hvordan hans gruppes robot fungerer ved at sætte den på en særlig indrettet konkurrence-bane og derefter trykker på tændknappen. Eleverne må nemlig ikke fjernstyre robotten. Derimod skal den selv kunne løse opgaverne på banen, når den først er tændt. Banen er udstyret med legodyr og maskiner, som man normalt finder på en bondegård og i ZOO. Robotten baner sig vej gennem banen, kører til venstre og over en forhindring, rammer en klods og kører tilbage til start. Derefter kører den af sted igen, henter en legogris, skubber til fodderautomaten, så en balle halm ryger ud, til en maskine, hvor mælkeflaskerne ryger ud. De tre drenge fra gruppen ser ganske tilfredse ud med resultatet, selvom der stadig mangler en del justeringer, før de er helt klar til konkurrencen.
Lego som valgfag
Det er første gang, at eleverne på skolen kan tage valgfaget, hvor de bygger og programmerer med Lego Mindstorm. Lærer Maria Damlund er begejstret for sine ivrige elever, der i øjeblikket knokler for at blive klar. Egentlig har de faget to timer om ugen, men i sidste uge kom de op på 14 timer, og de fik lov til at få fri fra andre fag for at blive klar til den store konkurrence. Til gengæld trapper de ned, når alle konkurrencerne er overstået. Valgholdet er delt op i tre grupper, der igen er delt op. Nogle knokler med robotterne, mens andre er i gang med at udvikle projekter, der kan hjælpe på dyr og menneskers forhold til hinanden,
Vandstøvsuger
En af grupperne er ved at udvikle en vandstøvsuger, der skal kunne støvsuge havoverfladen for plasticaffald, så man i fremtiden slipper for, at dyrene lider, når de spiser eller bliver viklet ind i menneskers affald, en anden gruppe er ved at udvikle en app, der skal hjælpe kæledyrsejere til at tage sig af deres fjerede eller firebenede ven. Andre er ved at finde frem til, hvordan man slipper af med dræbersnegle uden at begå mord på bløddyrene. Roskilde Avis følger op på, hvor eleverne endte i konkurrencen. ag@roskildeavis.dk