Penge smidt lige ud af byen
ET FLERTAL I BYRÅDET er på vej til at bruge indtægterne fra butikkernes stadeleje i gågaderne, der egentlig skal anvendes til forskønnelse og nye anlæg i Bymidten, til i stedet at istandsætte og sikre 'minibyen'. Det er en model af den middelalderlige storby Roskilde ved Byparken og havnen.
Selv om der kun er tale om et lille beløb på et par hundrede tusinde, er det af flere grunde en alvorlig og principiel fejltagelse.
BESLUTNINGEN ER EN 'HOVSA-LØSNING', der skaber flere problemer, end den løser. Ved vedtagelsen af næste års budget for 2017 havde flere lovet en frivillig gruppe, der i mange år har arbejdet hårdt for at opbygge og vedligeholde 'mini-byen' at løse deres problem med, at den er ved at blive helt ødelagt.
'Vupti' så tager vi bare pengene fra gågaderne og løber fra en mangeårig aftale, har tanken åbenbart været.
DA ROSKILDE FIK GÅGADER, indgik daværende borgmester Henrik Christiansen og formanden for gågadelauget restauratør Ole Holm i Klub 42 en aftale om, at forretningslivet i disse gader skulle være med til at bestemme, hvordan indtægterne fra butikkernes salgsstader skule bruges.
Den ordning har siden fungeret fremragende og bidraget til en forskønnelse af Roskildes centrum til glæde for både faste kunder og mange besøgende udefra.
BLANDT DE FINE UDSMYKNINGER, som gågade-pengene gennem årene er anvendt til, kan nævnes: De flotte kuppellamper i Skomagergade, fliser med historiske oplysninger i fortorvet, bænken med Lise Nørgaards statue, renovering og udsmykning af Snæversti, springvandet ved Bryggeren – og senest det fine, lille anlæg i Schmeltz Have.
Roskildes centrum ville helt afgjort være mere trist og kedelig uden denne omfattende indsats fra gågade-lauget, kommunen og mange andre gode kræfter.
SENEST KOM IDEEN om lykkens galocher og en digterbænk midt i Skomagergade til minde om HC Andersen, der ofte boede her på Postgården under sine mange besøg. Det skulle suppleres med en guidet tur i hans fodspor gennem domkirkebyen.
Selvfølgelig er Roskilde ikke hjemby for den verdenskendte digter, men derfor kan vi jo godt fejre vores lille andel i ham. I Kina er han f.eks. et kæmpenavn, og i de kommende år vil flere og flere turister derfra komme hertil. Så kunne Andersens fodspor være en af deres destinationer, mens de eksempelvis slår sig ned på Prindsen, Comwell eller et kommende hotel i Røde Port-byggeriet og går ud for at handle i byens butikker.
AFVISNINGEN AF DIGTER-PROJEKTET til fordel for 'mini-byen' er en 'højst besynderlig prioritering' for nu at sige det meget mildt. Med god vilje og udsyn har Roskilde da råd til begge dele.
Jeg forstår da godt, at tiden måske var løbet fra den gamle aftale om anvendelse af stade-pengene. Men så vil det klæde kommunen og byrådet først at tage en forhandling med den nuværende formand for gågadelauget Michael Gundersen om, hvordan det bør ske.
VED FESTLIGE LEJLIGHEDER taler politikere i Roskilde Byråd gerne om, at byens udvikling kun kan sikres ved et godt samarbejde med handelsliv, andre erhverv samt de mange forskellige folkelige organisationer.
Men samarbejde betyder vel, at man lytter til hinanden og finder fælles løsninger i god forståelse, frem for bare at tromle egne helt kortsigtede interesser igennem. I denne sag står langt mere på spil end overflytningen af en mindre bevilling fra gågaderne til 'minibyen'. Derfor kan det ende med, at der i en helt anden og større målestok blive tale om:
PENGE SMIDT LIGE UD AF BYEN