Fortsæt til indhold

Hunde til optagelsesprøve på plejecenter

Omkring 40 hunde besøgte i sidste uge Plejecenter Lindegården for at se, om de kunne blive besøgshunde

Arkiv
Tekst og fotos Jacob Hove

Der lød ikke mange vov på gangene på Plejecenter Lindegården i Vejle på trods af, at flere hunde og deres ejere sad side om side og ventede på, at det blev deres tur.
De tilsyneladende velopdragne hunde var i sidste uge til optagelsesprøve, hvor hundene fik testet både fysik og adfærd, ligesom samarbejdet mellem hund og ejer blev vurderet. Klarede de testen, kan de blive en del af TrygFondens Besøgshunde.
Ideen bag projektet, der blev etableret i 2010, var at give beboerne på landets institutioner gode oplevelser. En besøgshund kan sprede glæde i en ellers ensformig hverdag og være det, som beboerne kan glæde sig til og tale om imellem besøgene, som Galina Plesner, projektleder og adfærdsbiolog i TrygFonden, fortæller.
“Nogle gange kan sådan en hund åbne nogle døre fx hos en dement beboer, som et menneske ikke kan åbne,” siger Galina Plesner.
Blandt kandidaterne var Keyla, en 5-årig Cocker Spaniel, der havde taget sin ejer Annie Tidemann med.
“Jeg kunne godt tænke mig, at Keyla bliver besøgshund, for jeg har den altid med ind til min mormor, og hun bliver så glad. Og jeg har lyst og overskud til at glæde andre,” siger hun.
For Anna Andreassen, der havde sine to Berner Sennen-hunde Luna og Madam med, handler det ikke kun om at glæde andre.
“Det er også rigtig god træning for hundene at blive snakket med af nogle, de ikke er vant til,” siger Anna Andreassen.
Den første optagelsesprøve til TrygFondens Besøgshunde blev afholdt i Vejle i 2010.
På denne dag i sidste uge på Plejecenter Lindegården på Gl. Kolding Landevej blev det blandt andet testet, hvordan hundene reagerede, når der kom en kørestol imod dem eller et par krykker røg på gulvet. Det gik for det meste godt.

Keyla kigger op på sin ejer Annie Tidemann, der ved, hvor meget glæde en hund kan bringe andre mennesker
Galina Plesner interviewer en hundeejer og en kandidat til korpset
Plejecenter Lindegården bød velkommen til nye hunde