Fortsæt til indhold

Grundsmag på menuen

Arkiv
Anette Gundlach

Skiltet hænger lige og skruerne er næsten på plads, da Roskilde Avis er forbi Roskildes nye spisehus Grundsmag på Helligkorsvej 12. Her står roskildefolkene Marie Vedel og Jens Kristensen klar til at byde indenfor.
I første omgang kokkererer de julemad, man kan tage med hjem i hele december. Fra januar er det også muligt at komme på bage-, madlavnings- eller pølse- og udskæringskursus. Man kan også købe aftensmaden med sig hjem på hverdage.
Med spisehuset vil de gerne have grundsmagen tilbage i maden.
De to uddannede kokke har været med til flere store ting i deres hjemby.
Jens Kristensen er uddannet på Osted Kro og laver mad til gourmetmiddagene i Sct. Hans Have.
Marie Vedel har været projektleder i Madkulturen og bliver hentet ind som kok, når ved store arrangementer eller fint besøg.

Omstiller roskildensere

Indtil videre har de arbejdet mest med at omstille store køkkener, så de blev mere økologiske. Nu fortsætter de med roskildenserne.
Netop økologien ligger begge kokke stærkt på sinde, og målet med spisestedet er at lære danskerne at spise økologisk uden at det koster kassen.
- Det drejer sig blandt andet om at spise sæsonens råvarer, i stedet for at vælge det dyre udenfor sæsonen, forklarer Marie Vedel.
De glæder sig til at få en base og ikke mindst deres eget storkøkken i Roskilde, hvor de kan koge og brassere til flere hundrede personer.
På stedet kan man også købe kolonialvarer som kaffe, vin og cider, som selvfølgelig også er økologisk.
De to kokke regner med snarligt at få det økologiske guldmærke, der betyder, at mindst 90 procent af produkterne skal være økologiske.
Man kan læse mere på grundsmag.dk.
ag@roskildeavis.dk