Fortsæt til indhold

Fifa-spiller er sommerens bedste OB-signing

Arkiv
Emil Hermann

Lokalavisens sportsjournalist Emil Hermann kommenterer på en af de få succeshistorier i Ådalen
De færreste fodboldeksperter havde forudset, at en 21-årig fynsk Fifa-spiller skulle blive sommerens mest succesfulde signing i Ådalen.
Kun to måneder tog det Lasse Bækkelund, før computernørden trykkede sig frem til sejren i sin første officielle turnering for 'De Stribede'.
Sidste weekend satte den unge mand alle sine modstandere på plads under den store Fifa-festival, Copenhagen Open. En stærk præstation, der giver genlyd i en digital verden, som i disse tider buldrer fremad.
OB var den første Superligaklub i Danmark til at investere i en e-sport-spiller. En yderst fornuftig beslutning, da dyrkelsen af elektroniske computerspil er en af de hurtigst voksende sportsgren rent økonomisk i hele verden.
Også europæiske storklubber som West Ham, PSG, Valencia og Schalke 04 har købt computerspillere, der optræder til turneringer med flere tusinde tilskuere og præmier i 100.000 kroners klassen.

Skaber positiv omtale

Lasse Bækkelunds gode præstationer giver OB-fansene noget positivt at tale om, men det kan ikke fjerne fokus fra det ægte fodboldhold, der i den grad er tæt på en kortslutning.
Spillerne kæmper og viser den rette indstilling, men kvaliteten mangler i på den sidste tredjedel. På søndag gælder det et af Superligaens mest formstærke hold, når Brøndby besøger Odense.
Jeg er spændt på at se, hvordan Kent Nielsen griber kampen an. Brøndbys høje pres kan blive ren gift, hvis OB-spillere ikke er dygtige at afvise med præcist opspil og effektive clearinger fra bagkæden.
Der, hvor OB skal gøre ondt på Brøndby, er på deres bagkæde. Især de to midterstoppere er sløve i optrækket, så her skal OB's midtbane sørge for at sende bolde i bagrummet, hvor Anders K Jacobsen og Rasmus Festersen kan gøre ondt med deres hurtighed.