Fortsæt til indhold

EfB runder året af med søndagskampe og julehygge

Arkiv
Arkiv

EfB ser frem til at runde efterårssæsonen på Blue Water Arena af med to kampe med spilletid søndag kl. 16.00. 27. november kommer FC Nordsjælland på besøg, og 4. december gæster Brøndby IF Esbjerg i den sidste hjemmekamp i 2016.

"Indtægterne fra tv er en vigtig del af superligaklubbernes økonomi, og vi må respektere, at det dikterer, hvornår vi spiller vores kampe. Når det er sagt, føler vi, at vi har haft vores andel af mandagskampene, og vi glæder os ekstra over at kunne præsentere superligafodbold på et meget publikumsvenligt tidspunkt, søndag kl. 16.00, i de to sidste hjemmekampe," siger EfB's adm. direktør, Hans-Peter Rasmussen.

Uden at kende resultatet af mandagens udekamp i Silkeborg håber Hans-Peter Rasmussen, at EfB's hjemmepublikum vil bakke holdet op i en vanskelig periode, hvor alle gør deres yderste for at holde kontakten til de andre hold i bunden af Alka Superliga. Gode resultater i de sidste kampe før jul kan være afsæt til at avancere i tabellen i den resterende del af grundspillet til foråret.

Den næste hjemmekamp mod FC Nordsjælland er en af de kampe i hver halvsæson, hvor EfB inviterer udsatte børn og unge på Blue Water Arena for at få en god oplevelse.

Også EfB's to samarbejdspartnere, headspace og Esbjerg – her passer vi på hinanden, arbejder med børn og unge, som har det svært. Inden kampen mod FC Nordsjælland indsamler EfB i samarbejde med Superligaens hovedsponsor, Alka Forsikring, ved et amerikanske lotteri i Carlsberg Lounge. Ud over det bidrager EfB med to kroner for hver solgt billet til kampen, dog minimum 10.000 kr.

Den sidste hjemmekamp, mod Brøndby 4. december, står i julens tegn. Inden kampen er der masser af julehygge med musik, æbleskiver, brændte mandler og overraskelser fra kampsponsoren, Det Faglige Hus, på forpladsen. Få minutter før kampen lander en helikopter fra Bel Air i midtercirklen for at aflevere julemanden med kampbolden.

Dagen efter skal julemanden være klar til atter at være midtpunkt, når EfB holder juletræsfest i Carlsberg Lounge for børn af sæsonkortholdere og sponsorer. 350 børn er tilmeldt, og de vil møde hele EfB's spillertrup i julehumør.

Humøret vil naturligvis være særlig højt, hvis det forinden lykkes at få point i kampene mod FC Nordsjælland og Brøndby IF.