Bel Air stifter er med i ny Guru bog
I Gurubogen, der er en årets store business-udgivelser, har 100 af verdens førende iværksættere og ledere ordet. De skriver jordnært og uhøjtideligt om innovation, iværksætteri og autentisk ledelse.
En af dem er Susanne Hessellund fra Holsted, som er stifter af Bel Air Aviation – en offshore helikoptervirksomhed med base i Esbjerg Lufthavn. Hun fortæller blandt andet i bogen, hvordan hun ønsker at have hele mennesker ansat i Bel Air:
“Alle skal have mulighed for at få arbejde og familie til at gå op i en højere enhed - kun sådan bliver der rum til at yde sit bedste,” siger hun blandt andet om sin ledelsesfilosofi.
Bøger om ledelse og iværksætteri er i det hele taget populære som aldrig før og giver ofte sidevis af god inspiration fra én person med stor erfaring inden for sit felt. I Gurubogen, som netop er udkommet, får man inspiration og indsigt fra intet mindre end 100 erfarne personer, som er blandt verdens førende iværksættere og ledere.
De fortæller blandt andet, hvorfor idéer slet ikke er så vigtige, som vi går og tror, og hvorfor vi skal droppe snakken om at være forandringsparate og i stedet blive forandringsskabende. Derudover er der konkrete råd til organisationer i alle faser af deres udvikling, en pallette af måder at sikre innovation og innovationskulturen på samt kvalificerede forslag til, hvordan du arbejder med din autenticitet som leder og menneske.
Gurubogen er redigeret og sat sammen af serie-iværksætter, foredragsholder og innovationsrådgiver Jonathan Løw.
Bogens bidragsydere er hans samarbejdspartnere, bekendte og mennesker, der har inspireret ham. Nogle med simple praktiske råd og andre med deres evne til at vende op og ned på fasttømrede forestillinger.