Unge indtog Boston
Studerende fra Haderslev fik fantastiske oplevelser i USA
studietur Her i efteråret var vi 23 studerende fra Det Blå Gymnasium i Haderslev, der drog en måned til USA på studietur. Tre uger i Boston og én uge i New York og Washington. En studietur alle 3.g’ere får tilbud om. Da vi ankom til lufthavnen i Boston, gik turen ud til forskellige værtsfamilier, hvor vi – to og to - skulle indkvarteres i 3 uger. Det var med sommerfugle i maven og samtidig også en masse spænding, da vi ikke vidste, hvad der ventede forude. For vores vedkommende kørte taxaen op foran et lille fint hus i rigtig amerikansk stil. Her blev vi modtaget af den sødeste værtsfamilie – en mor, en far og deres to børn. Vi faldt hurtig til og følte os som en del af familien efter kort tid. Det var rigtig spændende at få et indblik i familiens hverdag. Det var som sagt en studietur, og ikke bare ren ferie, så undervisning skulle der selvfølgelig også ind i skemaet. Undervisningen foregik på Bunker Hill Community College i Boston. Her fik vi om formiddagen undervisning i fagene historie, kultur og makroøkonomi af skolens professorer. Undervisningen var alt sammen tilpasset et større projekt målrettet et internationalt forløb. Skoleforløbet endte ud i et gruppeprojekt, hvor temaet var ”Det Internationale Område” – en større eksamensopgave som alle 3.g hhx-elever skal skrive. Et spændende og anderledes undervisningsforløb med en engelsk gruppefremlæggelse foran de professorer, som vi havde mødt i undervisningstimerne. Som dagene gik, blev den amerikanske livsstil hverdag. Vi lærte hurtigt undergrundssystemet ”the T” at kende, og Dunkin Donuts blev hurtig vores foretrukne kaffebar. Eftermiddagen gik med kulturelle oplevelser i smukke Boston. Det er utroligt, hvor hurtigt man kan tilpasse sig en ny og fremmed kultur. Allerede efter 4 dage i Boston fik vi bestilt billetter til den amerikanske nationalsport ”amerikansk fodbold”. Her heppede vi ivrigt på det lokale skolehold Harvard - på et stadion, der var meget større end vores professionelle stadion herhjemme. Studieturen blev rundet af med en efterårsferie i New York og Washington DC. Her oplevede vi de to storbyer på nærmeste hånd. Det Hvide Hus, Satue of Liberty, Ellis Island og 9/11 museum var nogle af de mange spændende ting, vi besøgte denne uge.