Dørmænd fik slag i ansigtet
Weekenden bød på tre voldssager i bylivet i Fredericia, oplyser Lokalpolitiet i Fredericia. Julefrokosterne er så småt begyndt, så tre sager er ikke meget, vurderer politiet.
Episoderne fandt sted i Sjællandsgade, på Generalen i Prinsessegade og på Zwei Grosse Bier Bar.
“En fyr anmeldte et overfald i Sjællandsgade. Han blev vejledt om at tage på skadestuen og rette henvendelse til politiet i dag. Vi har sigtet en 28-årige mand fra Fredericia i forbindelse med voldsepisoden i Prinsessegade. Her kom to grupper op at slås. En dørmand fik to slag i ansigtet. På Zwei Grosse Bier Bar fik en dørmand et knytnæveslag i ansigtet. Her forsvandt gerningsmanden, men vi ved hvem han er, så ham får vi fat i en af dagene,” lyder det fra Lokalpolitiet i Fredericia.